Mandekogebogen

Biscotti

Den sprøde, italienske småkage.

Der findes nærmest ikke noget, der passer bedre til en kop sort kaffe, som italienske biscotti.

Biscotti eller cantuccini er en italiensk småkage, som er utrolig nem at lave - det tager ikke meget mere end 30 minutter fra dej til den endelige småkage.

Der er ofte ingen forskel på en biscotti eller cantuccini, da de praktisk talt er det samme - men navnet varierer alt efter, hvor du befinder dig i Italien og kan have små ændringer i opskriften.

Dette er en simpel og overskuelig opskrift, og en biscotti er perfekt designet til uventede gæster. 

Biscotti er sprøde kager med mandler, som er knasende, lækre og søde - perfekt til at akkompagnere en god kop kaffe, eller endda til lige at dyppe i kaffen. 

Jeg har valgt at tilføje lidt revet appelsinskal til mine biscotti-småkager, men det er en smagssag, så du kan vælge at skippe den. 

Biscotti kan laves på mange forskellige måder, men dette er en solid grundopskrift, hvor du så kan lege videre med andre idéer - chokolade, andre nødder, overtræk eller måske lidt tørret frugt. 

Selve navnet stammer fra det latinske 'biscoctus' og betyder 'dobbelt-tilberedt' eller dobbelt-bagt - og det er netop det, man gør med biscotti.

Du former dejen til et par aflange, flade pølser som bages i første omgang - herefter kommer de ud af ovnen, skæres ud i portionsstørrelser og bages færdige.

Lige præcis, som når man laver hjemmelavede kammerjunkere

Dobbeltbagte italienske småkager er nemme, enkle og lækre - hvor man normalt kender en småkagedej som værende fast og nem at arbejde med, så er biscotti-dejen let klistret.

Så du skal ikke begynde at vælte mere mel i, fordi konsistensen er anderledes - brug udelukkende kun en my mere mel til at forme dem til pølser. 

Med de få ingredienser, som man finder i en biscotti - mel, sukker, æg, bagepulver, vaniljesukker, mandler og appelsinskal - opnår man en utrolig sprød kage.

Hvor man ved klassisk småkage-bagning ofte bruger smør og dermed ofte skal tilføje noget kemisk for at få sprødhed? Så klarer denne opskrift det helt af sig selv!

Det er en småkage, som er meget tør og kan holde rigtig længe i et lufttæt beholder - der er ikke ingredienser, som sådan bliver dårlige eller harske.

De skal blot holdes tørre, og så kan du nyde dem til aftenskaffen i flere måneder - men held og lykke med at få dem til at holde så længe!

Se min opskrift på klassiske biscotti herunder:

ANNONCE
Udskriv opskriften

Biscotti

Sprøde og nemme!

35 portioner 33 minutter
Forberedelse: 5 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 28 minutter
Ca. 100 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 200 gram hvedemel
  • 180 gram sukker
  • 2 stk æg
  • 1 tsk vaniljesukker
  • ½ tsk bagepulver
  • 120 gram mandler
  • 2 tsk revet appelsinskal, kan undlades

Fremgangsmåde

  1. Forvarm ovnen på 180 grader. Bland hvedemel, sukker, vaniljesukker og bagepulver sammen - tilsæt æg, revet appelsinskal og mandler til blandingen og rør rundt, indtil det begynder at hænge sammen.
  2. Hæld massen ud på bordet og ælt den, indtil massen hænger sammen - den vil klistre, så bare sørg for, at den lige hænger sammen. Herefter kan du bruge en lille smule mel til at forme dejen til to aflange pølser på ca. 35 centimeter i længden - læg dem på en bageplade med bagepapir. Pres ned på pølserne, så de bliver let flade og får en bredde på ca. 6-7 centimeter.
  3. Bag dem i ovnen i 18 minutter - tag dem ud af ovnen og lad den køle et minuts tid, hvorefter du skærer dem ud i små 1-centimeters småkager. Løft småkagerne fri og læg dem spredt på bagepladen igen. Op de vender med skæresiden opad eller ej, er lige meget. Bag dem til sidst i 12 minutter. Tag dem herefter ud og lad dem afkøle, indtil de er helt sprøde.
Del

Seneste nyt

Annonce