Hjemmebagte kammerjunkere
Sprøde, lækre og smagfulde kager med den perfekte form!
Kammerjunkere hører for mange danskere umiskendeligt sammen med forår-sommerdesserten - koldskål. Nogle vælger tvebakker, andre spiser den uden 'topping' - men de små, runde kammerjunkere vinder alligevel indpas hos de fleste.
Og hvis du rigtig vil forkæle dig og dine nærmeste i sæsonens desserter, så kan du uden problemer bage dem selv.
Det giver foruden en bedre smag også mulighed for at variere i konsistens, størrelser og mængder.
Og et af de vigtigste elementer - foruden smag og sprødhed - er selvfølgelig at få den helt rigtige facon på dem.
Du kan godt lave små kager, pebernødder eller andre størrelser - men uden en 'over' og en 'under', så er det ikke en rigtig kammerjunk, vel?
Herunder får du min opskrift på hjemmebagte kammerjunkere - med den bedste smag, sprødhed og selvfølgelig den helt ægte, gammeldags udformning!
(Her finder du opskriften på min koldskål).
Hjemmebagte kammerjunkere
Sprøde og smagfulde!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 30 minutter
Ingredienser
- 200 gram hvedemel
- 40 gram rørsukker
- ½ tsk bagepulver
- 1 tsk revet citronskal
- 1 stk æg
- 1 dl mælk
- ½ stk vaniljestang
- 1 tsk kardemomme
- 70 gram smør
Fremgangsmåde
- Flæk den halve vaniljestang og skrab kornene ud. Rør dem sammen med lidt af rørsukkeret for at fordele kornene.
- Bland vaniljen og resten af sukkeret sammen med bagepulver, kardemomme og hvedemel i en skål.
- Skær smørret ud i mindre tern og tilsæt det til melblandingen. Få smørret smuldret grundigt ud i dejen lidt ligesom til en mørdej.
- Tilsæt revet citronskal og herefter ægget og melet. Rør massen grundigt sammen.
- Forvarm ovnen på 190 grader varmluft.
- Dejen er stadig klistret, men du kan vælge at gøre en af de følgende to ting: Enten fylder du dejen på en sprøjtepose og sprøjter små kugler ud på en bageplade med bagepapir. Eller også drysser du lidt mel i hænderne og ruller kuglerne ligesom pebernødder. Jeg har brugte metoden med hænderne.
- Første bagning: bag kagerne i ovnen i 12-14 minutter, indtil de er blevet gyldne og lidt mørkere i overfladen.
- Tag kagerne ud af ovnen og skru den ned på 150 grader almindelig ovn.
- Hurtigst muligt skærer du kagerne over på midten, mens de stadig er bløde og medgørlige. Brug en savtakket urtekniv for bedst resultat.
- Læg kammerjunkerne med den skårne side op ad på bagepapiret igen og smid dem ind i ovnen ved de 150 grader i 18-20 minutter.
- Lad dem køle af på en bagerist, og herefter er de knasende sprøde og klar til koldskålen!