Frøsnappere
Wienerbrøds-twisters med remonce.
Frøsnappere er små, aflange snoede brød eller kager, som er smurt med borgmestermasse og pyntet med blå birkes.
En skøn og lækker bagerklassiker, som fås i mange forskellige afskygninger og størrelser - jeg har lavet min egen version, som er aflange, sprøde twisters, der er både karamelliserede og cremede.
Det er et klassisk stykke wienerbrød, som sætter mere fokus på sprødhed frem for cremethed, som man eksempelvis oplever med en klassisk spandauer.
Det er lidt ligesom med hjemmebagte tebirkes - remoncen skal helst være godt fast i det, så den ikke smelter alt for meget ud under bagning.
Især med frøsnappere, da der næsten ikke er nogen 'lukning' på den kage andet end en lille snoning.
Derfor laver jeg min borgmestermasse lidt mere tyk, så den holder på formen under bagning - masser af marcipan er tricket!
Fang opskriften på hjemmebagt frøsnapper herunder - perfekt til kaffen!
Frøsnappere
Wienerbrød-twisters!
Ventetid: 2 timer, 10 minutter
Tilberedning: 16 minutter
Ingredienser
- 1 stk wienerbrødsdej, se opskriften i artiklen
Borgmestermasse
- 100 gram marcipan
- 50 gram smør
- 80 gram sukker
- 1 tsk kanel, stødt
- 1 tsk kardemomme, stødt
Pynt
- 2 spsk. blå birkes
Fremgangsmåde
- Følg forskrifterne for udrulning og samling af wienerdej op til det punkt, hvor den er rullet for tredje gang og klar efter en kort hviletur i køleskabet.
- Bland alle ingredienserne til din borgmestermasse med en elpisker - selve massen skal være ret bastant, så den ikke smelter nær så meget i ovnen som en kanelsnegl-remonce.
- Rul dejen ud til ca. 40x20 centimeter rektangel - fugt den ene side med lidt mælk og drys et jævnt lag blå birkes på. Vend den med birkes-siden nedad på et skærebræt, og smør borgmestermassen jævnt ud på den anden side. Skær mellem 10-16 strimler ud alt efter, hvor store du ønsker dem. Sno dem ved at gribe i begge ender med fingrene og drej dem modsat hinanden, så der kommer et snoet mønster, der svøber birkes og remonce.
- Lad dem gerne lige efterhæve 20-30 minutter. Forvarm ovnen på 180 grader varmluft og afbag dem i 16-18 minutter, eller indtil de er gyldne og sprøde.