Spandauer - opskrift på hjemmelavet spandauere med wienerbrød og kagecreme
En evig bager-klassiker!
Jeg elsker at bage med wienerbrød og wienerdej - og når man først har lært foldeteknik og tricket til der gyldne 27 lag i wienerbrød?
Så er det altså let som en leg!
Hvor man ved hjemmebagte croissanter skal være vanvittig præcis med foldning, rulning og konsistenser, så kan man som en kage som spandauer komme utrolig godt i mål med lidt mindre præcision.
En spandauer har altid været min favorit, når vi snakker kage med wienerbrød. Den har en sprød skorpe, smørholdige lag og en cremet midte med kagecreme.
En klassisk spandauer, eller 'bagerens dårlige øje', som vi kaldte det i Vestjylland, er i min optik 'blot' fyldt med en fuldfed kagecreme med vanilje - men en klassisk måde er også at inkorporere borgmester-masse i midten (en god sammenblanding af marcipan, sukker og smør).
Jeg plejer dog at bruge ekstra kagecreme i midten for både at kunne binde kagen bedre sammen og desuden få ekstra smæk på kagecreme og vaniljesmagen.
Spandauer eller wienerbasse er en nem og simpel måde at lave morgenbrød til kaffen, hvis du følger min foldeteknik til wienerbrød.
Den finder du lige her - sådan folder du wienerdej.
Dernæst bruger jeg min klassiske opskrift med kagecreme til formålet, som bliver tyk, cremet og med en masse lækre vaniljekorn. Opskriften funder du lige her: Hjemmelavet vaniljecreme/kagecreme.
Det gode ved wienerbrød er, at efter foldning kan du eventuelt fryse dem 'rå' ned og blot smide dem i køleskabet til optøning dagen før, du skal have dem på bordet.
Det er en smart ting, hvis man vil have nybagte wienerbasser og spandauere til morgenbordet, uden at skulle stå tidligt op for at rulle wienerdej!
Du kan i øvrigt fylde dem med andet en kagecreme -nogle spandauere fyldes eventuelt med syltetøj. Bare du holder dem væk fra mig!
Fang min opskrift på det søde element til morgenbordet, eftermiddagskaffen eller bare en kaffe-venlig snack herunder - hjemmebagte spandauere:
Spandauer: Hjemmebagte spandauere med kagecreme og wienerbrød
Sprøde og cremede kager!
Ventetid: 3 timer
Tilberedning: 18 minutter
Ingredienser
- 280 gram hvedemel
- 200 ml mælk
- 20 gram gær
- 30 gram sukker
- ½ tsk fint salt
- 150 gram koldt smør
- 1 stk vaniljecreme (se opskrift længere oppe i artiklen)
- 1 dl flormelis, til pynt
Fremgangsmåde
- Opløs gær i mælken og tilføj sukker efterfulgt af hvedemel og salt - ælt det grundigt sammen. Gerne på en røremaskine i 6-8 minutter, indtil dejen er elastisk og slipper kanterne. Hæld dejen ud på et meldrysset bord og lad det hæve under et viskestykke ved stuetemperatur i 1 time. Lav også vaniljecremen efter forskrifterne i opskriften længere oppe, så den kan nå at køle af.
- Efter en time udrulles dejen til en firkant på 35x35 cm. Denne lægges på et skærebræt og smides i køleskabet i 20-30 minutter. Tag også din smør ud og læg mellem bagepapir - bank og 'masser' smørret ud til en tynd firkant på 25x25 cm. Læg også denne i køleskabet.
- Når både dej og smør er afkølet igen, placeres smør firkantet forskudt på dejfirkanten og foldes sammen, så dejen lukker sig omkring smørret - se min guide til foldning af wienerbrød oppe i artiklen for de næste skridt!
- Når dejen er afkølet og foldet den sidste gang, skal du udrulle dejen til en rektangel på ca. 20x40 cm - trim eventuelt hjørnerne og skær dejen ud til 8 lige store firkanter.
- Læg en lille klat vaniljecreme/kagecreme i midten og fold hvert hjørne ind, så de mødes på midten - med en fugtig ske presser du bagsiden af skeen ned i midten, så enderne 'knibes' sammen på midten. Læg nu en gigantisk klat kagecreme på midten - det gode ved kagecreme er, at den sætter sig ret godt og vil ikke løbe ud. Og wienerdejen hæver meget ude i siderne - så spar endelig ikke på cremen!
- Lad dem hæve ved stuetemperatur i 30 minutter - forvarm ovnen på 190 grader varmluft. Afbag dem i ovnen i ca. 18 minutter efter din ovns temperament, indtil de er gyldne og sprøde.
- Lad den afkøle, indtil de er lune og vend flormelis med lidt vand, så du får en tyk glasur - fordel dem på de 8 spandauere og server!