Hjemmelavet hønsesalat/kyllingesalat
Nemt til sandwich og madpakke!
Hjemmelavet hønsesalat er en rigtig dansk klassiker af en opskrift, som kan bruges til rigtig mange ting - madpakken, sandwich, en hurtig håndmad eller måske som et lækkert element på morgenbordet til en weekend-brunch.
Men for at 'leve op til' navnet hønsesalat, så skal man jo egentlig bruge en suppehøne, hvis vi snakker de rigtige forskrifter - en dejlig, fed høne, som ligger og simrer og giver masser af smag.
(Psst. hvis du er klar på det? Så skal du bare bruge en suppehøne (ca. 2-2,5 kilo), et par porrer, knoldselleri, gulerødder, laurbærblade, vand og salt samt 3-4 timers tålmodighed!)
Men i nyere tid er det blevet mere acceptabelt blot at bruge kyllingekød til formålet - det er ikke helt den samme, dybe smag, men vi er tæt på.
Specielt hvis du koger dine kyllingebryster i bouillon med laurbær og peberkorn.
Så derfor dækker vi lige alle grænser og kalder det både Hønsesalat og Kyllingesalat.
Uanset navnet smager det helt fantastisk. Min version af hønsesalat er en lidt mere frisk version, hvor man bruger frisk estragon - det har jeg smagt på utallige brunch-restauranter, og det fungerer bare bedst i min optik.
En anden måde at gøre det på er eksempelvis at bruge hvide asparges - men i min optik bliver det bare en smule for 'kolde tarteletter'-agtigt.
Så herunder får du min opskrift på den perfekte hønsesalat - hvis du spørger mig!
Den er perfekt til rugbrød, sandwichbrød eller måske til højtider såsom påskefrokost eller en lækker anretning til weekend-morgenmaden.
Hønsesalaten eller kyllingesalaten er lavet med stegte champignon, sprød bacon (på toppen eller rørt i efter smag), estragon, cremefraiche, mayonnaise og sennep.
Kombinationen af cremefraiche og mayonnaise er, hvad der gør den ekstra cremet - men du skal gerne op på minimum cremefraiche 18% for den perfekte konsistens.
Det giver den perfekte cremede konsistens og dybe smag - fang min opskrift på hjemmelavet hønsesalat herunder:
Hjemmelavet hønsesalat/kyllingesalat
Nemt til madpakke, rugbrød og sandwich!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 30 minutter
Ingredienser
- 300 gram kyllingebryst
- 500 ml bouillon (kylling eller grøntsags)
- 3 stk laurbærblade
- 10 stk sorte peberkorn
Dressing
- 2 dl creme fraiche
- 2 spsk. mayonnaise
- 2 spsk. estragon, frisk
- 150 gram champignon (brune eller hvide)
- 1 tsk dijon-sennep
Topping
- 100 gram bacon, kan undlades
Fremgangsmåde
- Bring bouillon i kog i en gryde og tilføj laurbær og peberkorn - smag om den mangler salt. Smid herefter dine kyllingebryster i vandet og lad det simre i 15 minutter. Lad det afkøle helt i lagen, når du har taget gryden fra, hvis du har tid. Dernæst skæres eller trevles kødet og mindre stykker og smides i en skål.
- Skær dine champignon i skiver og steg dem brune i lidt olivenolie på en pande med lidt salt og peber. Lad dem køle af og bland dem i skålen.
- Hak den ene spiseskefuld estragon helt fint og den anden spiseskefuld groft - bland i kyllingekødet sammen med cremefraiche, mayo og sennep - smag til med salt og peber. Lad den trække minimum en time i køleskab for mest smag.
- Ofte bruger man bacon-delen som topping, men den kan også røres i blandingen for mere smag - i begge tilfælde skal bacon steges helt sprødt og skæres i mindre tern. Servér kyllingesalaten på et lækkert stykke brød, i en sandwich eller i en skål til brunch-tallerkenen.