Lun kartoffelsalat
Lun salat med kartofler, grønkål og ærter.
Jeg er som altid kæmpefan af kartofler, og man går aldrig galt i byen med en god hjemmelavet kartoffelsalat.
Men en velkendt klassiker, som også egner sig særdeles godt til sæsonens kartofler og nye kartofler, er en salat, som i stedet for at være et koldt tilbehør, er en varm sideret.
Lun kartoffelsalat findes i mange afskygninger og det er egentlig kun smagspræferencer, der sætter grænsen.
Det handler blot, om at man laver salaten med varme eller lune kartofler, som man svøber i en cremet dressing.
Jeg bruger grønkål for lidt ekstra bid og god smag samt spæde, hjemmedyrkede ærter sammen med en mayo-cremefraiche-dressing med sennep.
Nemt, enkelt og et lækkert lunt tilbehør til mange forskellige slags sommermad og grillmad.
Både nye kartofler og almindelige kartofler duer til formålet.
Fang min version af hjemmelavet lun kartoffelsalat herunder:
Lun kartoffelsalat
Cremet og lækkert!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 20 minutter
Ingredienser
- 600 gram kartofler (gerne nye kartofler)
- 1 dl friske ærter, bælgede
- 1 håndfuld grønkål, hakket
Dressing
- 1½ spsk. purløg, finthakket
- 1 dl yoghurt naturel
- 1 dl god mayonnaise (hjemmelavet eller købt)
- 2 tsk sennep (sød, dijon eller honning-dijon)
- 2 tsk eddike (gerne fransk æblecidereddike)
- 1 fed hvidløg
Fremgangsmåde
- Bland yoghurt og mayonnaise sammen med finthakket purløg, fransk æblecidereddike, revet hvidløg og sennep - smag til med salt og peber og lad det trække smag, mens du forbereder kartoflerne.
- Skrab/skræl kartoflerne og skær eventuelle store kartofler i mundrette stykker - kog dem i letsaltet vand i 15-18 minutter, indtil de er møre. Hæld vandet fra, og lad dem lige dampe lidt af i 5 minutter.
- Hak grønkål og bland sammen med ærterne. Vend dressingen i de lune kartofler, og vend til sidst grønkål og ærter i blandingen. Servér enten straks eller lidt senere, hvis den blot skal være lun - den kan også blive afkølet og serveres kold. Win-win!