Mandekogebogen

Moo Shu Pork

Kinesisk stir-fry klassiker.

Moo Shu Pork eller Moo Shu med svinekød er en ægte kinesisk klassiker for det nordlige Kina i Shandong-provinsen.

Den er også blevet populær og udbredt via de kinesiske restauranter i Amerika, som internationaliserede kinesisk mad i USA i 60'erne. 

Så Moo Shu Pork er i populærkultur lidt en blandingsvare af kinesisk og amerikansk.

Men gældende for alle variationer af Moo Shu, så smager det fantastisk og er nemt at lave. 

Ofte laver man Moo Shu med svinekød, men du kan sagtens bruge min opskrift herunder til både and, kylling, oksekød og tofu. 

Tricket er at karamellisere det hele i en lækker marinade med hvidløg, appelsinsaft og hoisin-sauce. 

Det giver en nem og lækker hverdagsret med stor velsmag og noget, hele familien kan være med på. 

Du kan bruge mange forskellige udskæringer - alt fra nakkekotelet til mørbrad. Jo mørere jo bedre og gerne med lidt fedt på. 

Du kan også bruge allerede stegt kød til denne opskrift - samme tilgang gælder!

Min opskrift på Moo Shu Pork er nem, overskuelig og behøver ikke så mange fancy ingredienser, du ikke kan skaffe. 

Moo Shu toppet med en omelet med forårsløg? Ikke øje tørt.

Og så bliver fyldet ofte spist i kinesiske pandekager, mandarin-pandekager - du finder opskriften på disse lige her: Hjemmebagte kinesiske pandekager.

ANNONCE
Udskriv opskriften

Moo Shu Pork

2 portioner 0 minutter
Forberedelse: 0 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 0 minutter
Ca. 300 kcal pr. portion

Ingredienser

Fyld
  • 300 gram svinekotelet, nakkekotelet, mørbrad. etc. (eller andet protein)
  • 1 dl spidskål, fintsnittet
  • 2½ stk forårsløg
  • 2 stk æg
  • 1 stk gulerod
  • 1 håndfuld shiitake-svampe, kan undlades

Marinade
  • 2 spsk. soyasauce
  • 1 dl appelsin, saften herfra
  • 3 stk hvidløg
  • 1 tsk majsstivelse
  • 1 dl hoisin-sauce

Pandekager
  • 4 stk mandarin-pandekager, se opskrift i artikel

Fremgangsmåde

  1. Bland friskpresset appelsinsaft sammen med hoisin-sauce, majsstivelse, soya og fintsnittet hvidløg. Skær kødet i mindre tern eller strimler og hæld dem i marinaden - lad dem marinere i 20 minutter eller længere.
  2. Skær i mellemtiden gulerødder, forårsløg, spidskål og eventuelt svampe i mundrette stykker og hav dem klar. Guleroden kan du med fordel skære ved at 'skrælle' den i tynde skiver - så tilbereder de hurtigere.
  3. Pisk æggene sammen i en skål, krydr med lidt salt og peber - fintsnit et halvt forårsløg (den grønne del) og bland i. Steg den til en let omelet på en pande i lidt olie. Når omeletten er fast og gennemstegt, holdes denne varm.
  4. Varm en wok op til høj varme med en sjat olie. Løft kødet op af marinaden, og gem marinaden til senere.
  5. Svits kødet i nogle minutter, indtil det er tilberedt og har fået stegeskorpe. Hæld nu grøntsagerne i og sautér dem i nogle minutter.
  6. Hæld til sidst marinaden i wokken og lad det hele karamellisere. Når det har tyknet og blevet cremet, lægges din moo shu i dine mandarin-pandekager (eller bare på en tallerken som en portion) - skær strimler af din omelet på toppen og eventuelt flere forårsløg og skiver af rød chili. Top gerne af med mere hoisin-sauce.
Del

Seneste nyt

Annonce