Pampushky: Ukrainsk hvidløgsbrød
Blødt, krydret og lækkert!
Hvidløgsbrød går man aldrig galt i byen med, når vi snakker tilbehør, der fungerer til mange måltider - hvad enten vi snakker en hjemmelavet hvidløgsbrød eller den geniale frost-version, som mange har lidt en guilty pleasure for.
Men hvis du vil prøve en anderledes variant, som er vanvittig blød og lækker i krummen og samtidig godt krads på hvidløgssmagen?
Så skal du prøve en Pampushky!
Det er det ukrainske hvidløgsbrød, som er en variant af deres donut-lignende boller Pampushka, der både spises i det salte og søde køkken.
Med Pampushky laver man et fed hvidløgsboller, som hæver sammen med hinanden og til sidst overøses i olie med hvidløg og persille.
Et slags brydebrød med de luftigste boller og en lækker topping med hvidløgsolie.
De er utroligt nemme at lave - fang min version af dem herunder:
Pampushky: Ukrainsk hvidløgsbrød
Nemt og luftigt!
Ventetid: 2 timer
Tilberedning: 18 minutter
Ingredienser
- 350 gram hvedemel
- 220 ml mælk
- 25 gram gær
- 1 spsk. olivenolie
- 1 spsk. sukker
- 1 tsk fint salt
Topping
- 1 stk sammenpisket æg
- 2 fed hvidløg
- ½ dl olie (olivenolie, rapsolie, solsikkeolie, vindruekerneolie, etc.
- 2 stk hakket persille
Fremgangsmåde
- Opløs gær og sukker i mælken og tilsæt olivenolie samt hvedemelet - afslut med salt og ælt det enten på røremaskine i eller i hånden, til du har en ensformig, elastisk dej, der ikke klistrer. 4-5 minutter på røremaskine. Spænd dejen til en kugle og læg den på et meldrysset bord og lad det hæve under et viskestykke i en time.
- Efter den første time, slår du dejen ned igen og vejer den - fordel den i syv lige store portioner. Smør et rundt fad eller en høj pande med smør eller olie. Rul hver dejklump til en kugle og læg dem i fadet - en kugle i midten og seks rundt om den. Der skal være lidt luft i mellem dem, som så bliver lukket, når de hæver og afbager. Lad den hæve et lunt sted i 60 minutter - gerne i ovnen, hvor du blot lige tænder ovnlyset, så de får lidt ekstra varme.
- Forvarm ovnen til 210 grader - bland revet hvidløg, olie og hakket persille sammen, så det er klar. Pensl forsigtigt alle bollerne med et sammenpisket æg og stil det i ovnen - afbag det i ca. 18-20 minutter. Så snart det kommer ud af ovnen, pensler du med din hvidløgsolie. Servér den varm eller lun!