Pasta all'amatriciana
Simpel italiensk klassiker.
Pasta med kødsovs er en klassiker hos mange danskere - uanset om man laver en skudefuld på 30 minutter, der skal brødføde en familie på en travl hverdag, eller man giver sig god tid og giver den 5 timer til en ragu.
Det gode ved det italienske køkken er dog ofte, at man kan få nogle virkelig velsmagende pasta-retter på kort tid uden at gå på kompromis med smagen.
En simpel klassiker i det italienske pasta-univers er retten - pasta all'amatriciana.
En Rom-baseret opskrift, som byder på en lækker pastaret med tomatsauce, kød og ost.
Helt klassisk er det faktisk bucatini all'amatriciana - hvor man bruger bucatini-pastaen med sin tykke form og hule indre, så den virkelig kan trække noget sauce.
Men det er op til dig - du kan sagtens bruge din egen favorit-type pasta.
Selve rettens øjesten er Amatriciana-saucen - i al sin enkelthed en tomatiseret sauce beriget med italiensk 'bacon'.
Helt autentisk er det guanciale, som er et fedtholdigt, smagfuldt stykke kød lavet på kinderne af grisen.
Men da denne kan være svær at skaffe i dit lokale supermarked, så kan man også vælge at bruge pancetta, som er tilgængelig flere steder.
Og i sidste nødstilfælde? En god tørsaltet bacon!
Der er delte meninger om, hvorvidt man putter løg i en amatricana-sauce, men jeg kan godt lide lige at rive et halvt løg til retten, som skaber lidt bund i smagsoplevelsen.
Desuden bruger mange også lidt tørret chili for at skabe lidt ekstra spark på smagen - men det er valgfrit.
Og så koger man lige panden af med lidt hvidvin får ekstra syre og smag.
En ægte italiensk klassiker - fang opskriften på pasta all'amatriciana herunder:
Pasta all'amatriciana
Pastaklassiker fra rom!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- 300 gram bucatini-pasta (eller din favoritpasta)
- 1 stk hakkede tomater, dåse
- ½ stk løg
- 1 dl hvidvin
- 120 gram guanciale (alternativt pancetta eller tørsaltet bacon)
- 60 gram pecorino-ost (alternativt parmesanost)
- ½ tsk salt + peber
- ½ tsk chili, tørret
Fremgangsmåde
- Hæld en lille sjat olie i en pande og varm op til middelhøj varme. Skær din guanciale ud i små mundrette bidder og steg dem sprøde på panden.
- Tilsæt det revede løg (og chili på dette punkt, hvis du bruger dette) og lad det svitse et minuts tid, hvorefter du hælder hvidvin på panden - lad det bruse op og koge ind til det halve.
- Tilsæt nu hakket tomat, salt og peber. Lad det simre, mens du sætter pastaen over at koge.
- Når saucen har tyknet og reduceret (husk at smage til) og pastaen er al dente, vendes det hele sammen på panden. Tilsæt revet pecorino inden serveringen og servér! Selvfølgelig med mere ost på toppen!