Pepper Steak
Simpel kinesisk klassiker.
I det kinesiske køkken finder man den underskønne ret, Pepper Steak, som i al sin enkelthed er en stir-fry med oksekød, peberfrugt og en sauce.
Det er en kinesisk klassiker, som blev meget udbredt i USA og kan dateres tilbage til 1948 - men selve grundideen om opskriften stammer fra det fujianske køkken, hvor den går under navnet q?ngji?o ròus?.
Det er en utrolig lækker opskrift, som minder om den nemme klassiker Beef & Broccoli - snasket sauce, mørt kød og lækre grøntsager.
Den skal gerne have lidt styrke og varme fra enten røde chiliflager eller et par venlige drej med peberkværnen - dyb, simpel og smagfuld.
Den kan laves med mange forskellige udskæringer - eksempelvis tykstegsbøf, rib-eye, okseinderlår eller flanksteak.
Fang opskriften herunder:
Pepper Steak
Nem og lækker stir-fry!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- 2 stk peberfrugter
- 1 stk løg
- 200 gram okseinderlår, ribeye, flanksteak etc.
- 1 dl vand
Sauce
- ½ dl soyasauce
- 1 spsk. eddike (gerne fransk æblecidereddike)
- 1 spsk. majsstivelse
- 1 tsk hvidløg, revet
- 1 tsk ingefær, revet
- 1 spsk. brun farin
- 1 tsk chiliflager, røde
Fremgangsmåde
- Skær peberfrugterne i strimler og løgene i mindre både. Stil dem til side - skær dit kød i små, tynde skiver - bland alle ingredienserne til saucen i en skål.
- Varm en wokpande op til høj varme med en sjat olivenolie - steg dit kød hårdt, så det får en stegeskorpe. Krydr med lidt salt. Tilføj nu grøntsagerne og lad dem stege med i 3-4 minutter.
- Hæld saucen på under omrøring og lad det simre i 4-5 minutter, indtil saucen tykner og alt er gennemstegt. Serveres eventuelt til hvide ris.