Philly Cheese Steak-sandwich
Luksus-udgaven af en klassisk philly cheese steak-sandwich!
En ægte amerikaner-sandwich aka. en Philly Cheese Steak-sandwich er en nem og lækker snack, som laves af få komponenter - derimod skal alle komponenterne spille helt perfekt for at få den rette sandwich.
En Philly Cheese Steak-sandwich består af et hvidt brød - eksempelvis et hoagie-brød - tyndskåret oksekød, løg, peberfrugt og ost.
Hvordan man så får disse kombinereret har jeg lavet mit bedste bud på!
Jeg fik i samarbejde med Ost & Ko kreeret denne luksusudgave af en Philly Cheese Steak-sandwich under kampagnen Ostematch.
I al sin enkelthed gik det ud på, at jeg og nogle andre heldige opskriftsudviklere fik tildelt et mejeri, som vi skulle besøge samt en af deres signaturoste til at lave opskrifter ud fra.
Og jeg var så heldig at blive tildelt Thise Mejeri, som står bag en af mine absolutte favoritoste herhjemme i Danmark - nemlig Vesterhavsosten.
Vesterhavsosten er en meget multifunktionel og utrolig velsmagende ost fra deres sortiment, som kan bruges i alt fra lækre hapsere til tapas, revet på toppen af en god italiensk ragu og selvfølgelig som base til den lækreste, cremede ostesauce.
Til denne opskrift har jeg lavet en cremet, tung og fyldig ostesauce på Grubelagret Vesterhavsost, som akkompagnerer en tyndskåret ribeye, karamelliserede løg og grillede peberfrugter.
Og bare for at skubbe ostehyggen helt op i top, har jeg også lavet nogle 'Vesterhavschips' - ligesom Parmesanchips, bare med den gode og runde Vesterhavsost.
Fang opskriften herunder:
Philly Cheese Steak-sandwich
Luksusversionen!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 30 minutter
Ingredienser
- 2 stk hoagiebrød (se opskriften længere oppe i artiklen)
Løgkompot
- 2 stk peberfrugt, røde
- 3 stk løg
- 2 spsk. smør
- 1 tsk balsamico-eddike
- 1 tsk sukker
- ½ tsk salt + peber
Ostesauce
- 1½ spsk. hvedemel
- 1½ spsk. smør
- 2½ dl sødmælk
- 90 gram grubelagret vesterhavsost fra thise mejeri
Kød
- 2 stk ribeye (frossen)
- 1 tsk hvidløg, revet
- 1 tsk salt + peber
- ½ tsk cayennepeber, kan undlades
Chips
- 40 gram grubelagret vesterhavsost fra thise mejeri
Fremgangsmåde
- Start med at sætte løgene over, da de kræver længst tilberedning. Skær dem i tynde strimler og steg dem på en pande ved middel til svag varme i smørret - rør i dem løbende og lad den blive bløde og let stegte over en 30 minutters tid. Smag løbende til med balsamico, salt, peber og sukker.
- Tag din ribeye op fra fryseren - grunden til, at den skal være frossen er, at du kan skære de lækreste, papirstynde skiver ud, når den er halvfrossen - skær din ribeye i så tynde skiver som muligt og krydr dem med lidt salt, peber og revet hvidløg - hæld det i en pose med lidt olivenolie og masser det godt rundt.
- Forvarm ovnen til 170 grader - læg små cirkler af revet ost på en bageplade (ca. 1 spsk. revet ost på hver) og bag dem i ovnen i 12-13 minutter, indtil de er bagte og kun let gyldne. Lad dem afdryppe på fedtsugende papir.
- Skru ovnen op på 230 grader varmluft - skyl dine peberfrugter og smid dem i ovnen. Steg dem ca. 10 minutter, vend dem og steg herefter 10 minutter igen, indtil skindet er sort og boblende. Lad dem afkøle let og pil så skind og kerner fra - hak det i strimler og stil klar til senere.
- Lav din ostesauce ved at smelte smørret i en gryde. Når det bruser op, tilsætter du hvedemel og rører rundt - tilsæt nu sødmælken og bring det i kog under konstant omrøring. Når saucen tykner, tilsætter du den revne Vesterhavsost - smag til med salt og peber. Du kan justere tykkelsen med lidt maizena og mælk, hvis den er for tynd og spæde til med mere mælk, hvis den bliver for fast.
- Steg dine ribeye-skiver nogle minutter på en hed pande - skub det lidt til side og smid peberfrugt og løg på panden for at varme det lidt op igen.
- Nu skal sandwichen samles - skær brødet næsten igennem og smør lidt ostesauce på begge sider - fordel peberfrugt, kød og løgkompot samt et par brud af dine parmesanchips. Top af med mere ostesauce og så er den klar til servering!