Mandekogebogen

Sprøde churros

Den spanske klassiker Churros kan spises året rundt!

Churros.

Den sprøde, friturestegte dej, som du får på markeder, i tivoli eller til juletid - men den er faktisk helt i gennem fantastisk året rundt!

Churros eller spanskrør har deres oprindelse i enten Spanien eller Portugal - ophavet er en smule usikkert, da nogle mener, at portugiserne bragte opskriften til Europa fra Kina, mens andre mener, at det var spanske hyrder, der lavede churros som substitut for friskbagte kager på farten. 

Uanset hvilken nationalitet der opfandt churros? Så siger vi mange tak for den lækre klassiker - og så dyppet i smeltet chokolade?

Ikke et øje tørt. 

Og i Mexico findes de også i to forskellige varianter - 'krøllede' Churros og de helt lange, ensformede bjælker. 

Churros er en ret nem opskrift at lave og kan hurtigt give dig lækkert bagværk til kaffen. Det kræver egentlig blot en lille stjernetyl, hvis du vil have den rigtige form på dem - ca. 8-10 mm stjernetyl.

De holder sig sprøde i et godt stykke tid, men det anbefales at konsumere og nyde dem, mens de er lune.

Du bestemmer selv, om du vil lave chokoladesauce til dem - det er den klassiske opskrift, men du kan også bruge syltetøj, karamel, kirsebærsauce eller noget helt fjerde.

Den kan fås i mange varianter - jeg prøvede endda eksperimenter med churros-risengrødskugler

Det er en slags krydret vandbakkelsesdej, som man friterer i olie og til sidst drysser i et lag af sukker. 

NOTE: Hvordan du vælger at lave konsistensen, giver mulighed for at freestyle lidt på formen.

Jeg forbinder lækre churros med at være nogle lidt sjove snirkler, som ikke behøver at være helt stringente bjælker.

Derfor giver denne opskrift en lidt tyndere dej på to æg - vil du gerne have de helt klassiske stringente, aflange stænger - så vil jeg anbefale at nøjes med ét æg. 

Hot tip: Du kan lade den være endnu mere flydende med et tredje æg, og så får du churros curly fries!

ANNONCE
Udskriv opskriften

Churros

sprøde og lækre!

15 portioner 25 minutter
Forberedelse: 10 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 15 minutter
Ca. 100 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 60 gram smør
  • 1½ dl vand
  • ½ tsk salt
  • 100 gram hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 50 gram rørsukker
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 tsk kanel
  • 2 stk æg
  • ½ l fritureolie/solsikkeolie/rapsolie/palmin

Fremgangsmåde

  1. Varm vand, smør, sukker og salt op i en tykbundet grude, indtil det når kogepunktet. Når sukker er opløst, tilsættes krydderierne.
  2. Bland hvedemel og bagepulver sammen. Rør melblandingen i smørvandet.
  3. Rør i gryden under svag varme, indtil dejen slipper gryden - ligesom med vandbakkelsesdej.
  4. Hæld dejen over i en anden skål for at afkøle let.
  5. Når dejen er let afkølet, røres æggene i et af gangen.
  6. Fyld massen i en sprøjtepose med den ønskede tyl. Større tyl, større og tykkere churros. Du kan også vælge at lægge dejen lidt på køl, så den bliver mere fast og nemmere at få ensformige churros ud af - men jeg plejer bare at fritere dem, mens dejen stadig er lun, så jeg får nogle fine, livlige snirkler!
  7. Varm olien op til ca. 170 grader i en gryde - hold eventuelt øje med et termometer, eller tjek med små klatter af dejen.
  8. Pres små, aflange churros ud af posen, som du enten klipper over med en saks eller bare skærer over med en skarp kniv - lidt ligesom når man laver melboller! Bag dem, indtil de er gyldne i ca. 1,5-2 minutter og læg dem på fedtsugende papir. Drys eventuelt med lidt flormelis eller kanelsukker.
Del

Seneste nyt

Annonce