Aloo 65
En nem og hurtig snack!
Aloo 65 er kartoffel-udgaven af en velkendt indisk klassiker Chicken 65.
Aloo betyder kartoffel, men hvor tallet 65 kommer fra? Det er der en del konspirationer omkring!
Selve retten Aloo 65 blev introduceret i Madras i Indien. Nogle mener, at 65 indikerer det nummer på menuen, som Aloo 65 blev placeret på.
Andre mener, at det var fordi, at kyllingen i Chicken 65 blev marineret i 65 dage.
Men den mest troværdige og accepterede forklaring er - at den blev introduceret på Buhari Hotel i 1965.
Det giver lidt mere mening!
Uanset navnet, så er opskriften på Aloo 65 utrolig nem og lækker - den byder på knasende sprøde kartofler med masser af krydderier.
Perfekt til lang række formål - sidedish, snacks, tapas, forret eller bare som hyggesnack med en god omgang dip - eksempelvis mango chutney eller koriander-chutney.
Selve opskriften tager kun 20 minutter at lave, hvis kartoflerne er kogt på forhånd - ellers skal du lige medregne 10-15 minutters nedkøling.
Det er en god måde at få brugt sine rester på, hvis man har kogt for mange kartofler - og i stedet for bare at køre kartoffelmadder og brasede kartofler?
Så prøv denne lækre opskrift på en klassisk indisk snack med sprød kartoffel.
Man bruger kogte kartofler i tern, som bliver vendt i en krydret paneringsdej, som giver dem en sprød og krydret overflade.
Nemt og uimodståeligt!
Aloo 65: sprøde indiske kartofler
Nem tapas-snack!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 15 minutter
Ingredienser
- 5 stk mellemstore kartofler (rå eller kogte)
- 3 spsk. hvedemel
- 2½ spsk. majsstivelse
- ½ tsk garam masala
- 1 tsk chiliflager, kan undlades
- ½ tsk spidskommen, stødt
- 1 tsk fint salt
- ½ tsk koriander, stødt
- 1 tsk hvidløg, revet
- 1 tsk ingefær, revet
- 1 dl vand
- 3 dl fritureolie/solsikkeolie
Fremgangsmåde
- Hvis dine kartofler ikke er kogte, skal de blot skæres i tern og koges i 12 minutter - afkøles inden brug.
- Bland alle ingredienserne sammen på nær kartoflerne og vandet - spæd løbende til med vandet, indtil du har en tyktflydende dej.
- Hæld olien i en wokpande eller lille gryde og varm op til høj varme - ram gerne omkring 160-170 grader.
- Dyp kartoflerne i dejen, lad dem dryppe lidt af og friter dem så i den varme olie i 2-3 minutter. Lad dem afdryppe på et stykke køkkenrulle og server den rygende varme.