Mandekogebogen

Fanø Østersfestival: Øen står klar med 10.000 østers i efterårsferien

Alt du ønsker at vide (og smage) om østers!

Fanø har altid været en ferieø, som min familie og jeg har nydt utallige sommerferier gennem tiden - med lige dele fantastisk natur og hyggelige omgivelser er det en destination, vi altid har med i overvejelserne. Alt fra dampende varme pandekager ved stranden til en rav-jagt i stormende regnvejr.

Hvis du skulle mangle en ekstra begrundelse for, hvorfor du bør tage Menja og Fenja-færgen fra Esbjerg til Fanø, så åbner øen i uge 42 op for årets Fanø Østersfestival.

Festivalen løber af stablen for tredje år i træk d. 14-17. oktober 2018, hvor man kårer den prestigefulde titel ‘Årets Østerskok’.

Dygtige danske kokke dyster om den eftertragtede titel, hvor man som gæst kan få en smagsprøve på årets kreationer - og desuden gå på østerssafari og få et indblik havets lækkerier.


Sidste år åbnede man 8.000 østers på Fanø i efterårsferien. I år regner Fanø Østersfestival med at åbne 10.000 østers.
 

”Festivalen er blevet en kæmpe succes. Topkokke og folk kommer nu fra hele landet for at hylde Danmarks ældste råvare”, fortæller Lindy Kjøller, der er formand for Fanø Østersfestival og tilføjer, at festivalens vision fra begyndelsen er at folkeliggøre østers.

”Engang var østers en almindelig del af danskernes kost, men i 1800-tallet blev det fint og dekadent. Det er en fejl, for alene omkring Fanø findes der over 6 mio. østers man frit kan samle op – og de smager jo virkelig godt, hvis man lige ved, hvad man skal gøre ved dem”, siger han.
 

Festivalen byder på guidede østerssafarier, østers-kokkeskoler for børn og voksne og mulighed for at kende smagsforskellen på østers fra Vadehavet, Limfjorden, Bretagne og Middelhavet.
 

Desuden er der eksklusiv adgang til at kigge 15 topkokke over skulderen og smage deres bud på Danmarks bedste tilberedning med østers.

Spis østers i en god sags tjeneste


”Udover at østers fra Fanø smager virkelig godt, så gør vi biodiversiteten i Vadehavet en stor tjeneste med at spise af dem”, siger Lindy Kjøller. Forklaringen er, at det er den hurtigt voksende, invasive Stillehavsøsters, der huserer i Vadehavet, som truer andre arter.
 

Selve festivalen er gratis.

Om mandagen, hvor kokkekonkurrencen løber af stablen, kan gående og cyklister tage med færgen for blot 10 kroner.

Læs meget mere om konceptet, dommerne, konkurrenter her: Fanø Østersfestival.

Vi ses på Fanø!

ANNONCE
Fanø Østersfestival @Søren Gammelmark  - Fanø Østersfestival: Øen står klar med 10.000 østers i efterårsferien Fanø Østersfestival @Søren Gammelmark
Del

Seneste nyt

Annonce