Hjemmelavet Burrito
Klassisk opskrift med et twist!
En mexicansk burrito går man aldrig galt i byen med - hvad enten vi snakker et hurtigt mellemmåltid, en simpel morgenmad eller den helt perfekte rulle med fyld.
I al sin enkelthed er det blot en madpandekage eller tortilla, som er fyldt med alskens lækre sager - og jeg har lavet en lille klassisk opskrift på en mexicansk burrito herunder.
Jeg har dog twistet den lidt for at sparke mere smag ind i oplevelsen - i mit samarbejde med Agrain har jeg inkorporeret deres maskmel i selve tortillaerne, så der kommer mere smag, mere fylde og mere dybde i selve 'indpakningen' til måltidet.
Og her brugte jeg deres maskmel IPA, som er udvundet af restprodukterne fra IPA-ølbrygning, så man får en frisk, humlet og fuldkornsagtig smag i pandekagerne, som spiller rigtig lækkert sammen med de stærke noter og den friske koriander.
Hvis du ikke lige har afprøvet maskmel endnu, så kan opskriften selvfølgelig også bruges sammen med mine klassiske, hjemmelavede tortillas.
Og det smarte ved netop en burrito er, at du selv kan freestyle lidt med ingredienserne - så hvis du tænker, at mængden af ingredienser virker lidt overvældende? Så bare skær ned på det eller prøv med dine egne smage.
Vigtigst er egentlig blot - bønnerne, kødet og salsaen. Herfra kan du selv sætte dit unikke præg. Men prøv alligevel lige min udgave - den smager sgu godt!
Burrito
Mexicansk klassiker!
Ventetid: 10 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- 1 stk røde bønner, dåse
- 2 dl sukker
- 2 dl eddike
- 1 stk rød chili
- 2 fed hvidløg
- ½ tsk bagepulver
- 2 stk avocado
- 2 dl creme fraiche
- 3 stk rødløg
- 2 stk majskolbe
- 200 gram hvedemel
- 2 tsk koriander, stødt
- 2 tsk spidskommen, stødt
- 400 gram skært kød eller fars (okse, lam, kylling, etc.)
- 1 håndfuld koriander
- 6 stk tomater
- ½ stk salathoved, finthakket
- 1½ dl vand
- ½ tsk salt
- 50 gram maskmel, ipa
Fremgangsmåde
- Opskriften giver 4 burritos: Første trin er at få lavet dine tortillas. Bland bagepulveret og Agrain-mel sammen med hvedemelet til en ensformig masse.
- Opløs herefter salten i vandet, så du sikrer dig, at den er rørt helt ud. Bland nu vandet i melet lidt efter lidt - start med 1 deciliter og arbejd dig opad med et par spiseskefulde løbende.
- Den må gerne være til den tørre side, men skal blot hænge helt sammen uden at smuldre. Lad dejen hvile på køkkenbordet i 15 minutter, hvorefter du deler dejen i fire lige store portioner.
- Rul dem hver især så tyndt ud som muligt. Gerne maks. 0,5 centimeter - bare tænk en tynd pandekage!
- Varm en tør pande op til middelvarme og smid en pandekage på. Den skal have ca. 30-45 sekunder på hver side, alt efter hvor varm panden er. Den er færdig, når den har fået et par fine stegepletter og ser gennemstegt ud i kanterne.
- Læg dem til side i en lille bunke og lad den køle lidt af vinklet ind i et viskestykke - det gør, at dampen forbliver hos dem, så de forbliver medgørlige, når de skal udrulles.
- FYLD: Snit salaten fint og stil i en skål til senere. Skær desuden avocado i skiver.
- Brug dine majskolber helt rå - du skærer blot kniven ned langs siden, så du får alle de sprøde majs af. Snit dine rødløg helt tynde og kog dem op i en blanding af 50/50 sukker og eddike, hvor de får lov til at simre i nogle minutter, hvorefter de trækker videre, indtil de skal bruges.
- Lav en tomatsalsa ved at hakke dine tomater, chili og 1 rødløg helt fint, hvorefter du hælder det over en si og drysser lidt salt på - så udvinder det vandet, så du ikke får en burrito, der vælter i saft. Riv nogle korianderstilke af og hak den fint og tilsæt til salsaen.
- Hvis du bruger skært kød, så skær det ud i tynde wokstrimler og steg dem på en varm pande med 1 tsk. spidskommen, 1 tsk. koriander, 2 fed hakket hvidløg og salt og peber. Hvis du bruger fars, så rør farsen sej i nogle minutter med salt, hvorefter du tilsætter krydderierne og eventuelt lidt revet løg. Farsen steges på panden enten som shish-kebab (på spyd) eller som hakket kød.
- Bønnerne hældes fri for væske, skylles og hældes direkte på en varm pande med lidt olie. Tilsæt 1 tsk. spidskommen, 1 tsk. koriander, eventuelt lidt æblecidereddike og lad det svitse ved mellemhøj varme - de skal have lidt temperatur og blive lidt tørre i konsistensen.
- SAMLINGEN: Læg en tortilla på bordet og fyld fyldet lidt under midten af cirklen - fyldt lidt bønner, tomatsalsa, kød, avocado, salat, syltede rødløg, frisk koriander og majs i en aflang, vandret 'pølse'. Der skal være lidt luft til både bunden og siderne.
- Top med et par klatter cremefraiche, og bøj de to sider indover, så de dækker enderne af fyldet. Mens de forbliver bøjet inde, så begynder du at rulle bunden op over fyldet og dermed også sidelukningerne, indtil du til sidst kan rulle en burrito, hvor du kan lægge den med samlingen ned af. Lad den lige sætte sig lidt i nogle minutter, hvorefter du kan skære den over og gå i krig med måltidet!