Hjemmelavet forårsrulledej/forårsrullepapir
Det er overraskende nemt at lave selv!
Hjemmelavet forårsruller smager bare fantastisk - du kan selv bestemme fyldet og du kan selv sørge for den helt rette sprødhed!
Men har du nogensinde prøvet at lave forårsrulledej eller forårsrullepapir selv?
Det er faktisk nemmere end man lige tror - og så er det en god opskrift at have ved hånden, da det af og til kan være svært at skaffe forårsrulle-dej eller wonton-dej til formålet.
De ligger af og til på frost i supermarkederne, men det er ikke lige let at finde.
Ofte bruger man wonton-dej - så nu får din min opskrift på hjemmelavet wonton-dej til forårsruller.
Det kræver egentlig blot 3 ingredienser - mel, vand og salt. Det er det hele!
Hvordan man så forvandler det til papirtyndt forårsrulledej/forårsrullepapir er så en anden snak.
Det vigtigste er:
1) En tyndtflydende dej, der minder lidt om en dej til tynde pandekager
2) en god slip-let-pande - det er ret vigtigt for at kunne lave så tynde 'pandekager' uden at ødelægge dem
Tricket er, at man pensler dejen på panden, mens den er middelvarm - det gør, at dejen sætter sig løbende og skifter farve, så du kan se, hvornår den er tilberedt.
På den måde kan man smøre et tyndt lag over panden i et jævnt lag, så man til sidst har forårsrullepapir, man kan kigge igennem.
Frygt ej, hvis du har små huller i dejen under din påsmøring - du kan blot smøre lidt ekstra dej henover hullet og lukke det.
Jeg er endnu ikke nået til det stadie, hvor jeg har den gyldne opskrift på rispapir, som man bruger til eksempelvis friske forårsruller - men det kommer nok en dag!
Følg opskriften herunder.
Du kan eventuelt bruge opskriften til at lave mine lækre Lumpia-forårsruller.
Eller måske ovn-ruller.
Hjemmelavet forårsrulledej/forårsrullepapir
Nemt og simpelt!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- 150 gram hvedemel
- 200 ml vand
- ½ tsk fint salt
Fremgangsmåde
- Bland alle ingredienserne i en skål og pisk det sammen med et piskeris, så der ikke er klumper i - du kan eventuelt si den.
- Varm en rigtig god sliplet-pande op til lav-middel varme - dyp lidt olie på et stykke køkkenrulle og gnid overfladen af panden med det. Der skal sparsom med smørelse på, så dette er den bedste måde at gøre det på.
- Brug en madpensel og dyp den i dejen og 'pensl' efterfølgende på panden med dejen - det er lidt ligesom at male! Mal en tynd cirkel af dej, som hurtigt bliver tilberedt af panden. Det er nemt at se, hvornår den er klar, da den vil gå fra klattet hvid til grålig transparent, når den er færdig. Skulle der være huller i dejen, så pensl over dem. Løft dem forsigtigt i siderne med en spatel og læg dem til side.
- Opskriften giver ca. 6-8 stykker forårsrullepapir i normal størrelse, alt efter hvor tyndt du smører laget - sørg for ikke at 'stable' dem på tallerkenen efterfølgende, da de kan klistre sammen. Læg evt. bagepapir i mellem dem.
- Herefter kan de fyldes med alskens lækkerier og vil under friturestegning få den lækreste, sprøde overflade!