Panzanella
Sommerfrisk brødsalat fra Toscana.
Panzanella er en traditionel italiensk salat fra Toscana-regionen, som består primært af brød og tomat, men der kan også være andre grøntsager såsom agurk, løg og andet lækkert i den.
Brødet i panzanella er normalt daggammelt eller tørt, hvilket gør det godt egnet til at absorbere smagen af den vinaigrette, som salaten ofte er klædt i.
I nyere tid bruger mange lige teknikken med at vende det daggamle brød i olivenolie og riste det i ovnen, så det bliver ekstra sprødt.
Der er mange forskellige måder, man gør det i Italien - nogle lader den trække i op til flere timer, hvor der ikke er sprødhed tilbage, men brødet simpelthen har suget al smagen.
Det fungerer også rigtig godt - men jeg foretrækker bare, at der også er lidt crunch tilbage.
Det er en af de retter, hvor man ofte spiser den i sommersæsonen, hvor tomaterne er allerbedst - men det kan sagtens laves året rundt, så længe man har gode tomater og god olivenolie.
Andre ingredienser, som ofte tilsættes til panzanella inkluderer oliven, basilikum, capers og mozzarella ost. Panzanella er en simpel men lækker ret, der ofte serveres som en forret eller en let hovedret i sommermånederne.
Det er en skøn og lækker sommersalat, som virkelig smager fantastisk med få ingredienser - jeg ynder også gerne at tilføje lidt god frisk mozzarella til retten for mere fylde.
Tricket er at lade lidt af brødet suge masser af smag og væske, mens resten forbliver sprødt - så bliver det den skønneste sprøde, friske og smagfulde salat.
Fang opskriften herunder:
Panzanella
Toscansk brødsalat!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- ½ stk daggammelt franskbrød/surdejsbrød
- 300 gram tomater (farvemix eller de bedste, du kan finde i sæsonen)
- 100 gram frisk mozzarella (kugler eller i skiver)
- ½ stk rødløg
- 1 dl olivenolie (den bedste du kan finde!)
- 1 håndfuld frisk basilikum
Fremgangsmåde
- Forvarm ovnen til 210 grader varmluft. Bræk dit brød i mundrette stykker og pensl dem med lidt olivenolie. Smid dem på en bagerist med bagepapir og giv dem 8-10 minutter i ovnen, indtil de er gyldne og sprøde.
- I mellemtiden skærer du tomaterne i skiver, skærer rødløg i helt tynde strimler og snitter basilikumbladene fint. Bland det hele sammen med 0,5 dl olivenolie.
- Smid halvdelen af brødet op i blandingen og lad det suge godt i mellem 10-20 minutter. Bland derefter mozzarellakugler i sammen med resten af brødet. Drizzle resten af din olivenolie udover og bland det hele godt sammen.
- Serveres frisk, sprødt og saftigt!