Mandekogebogen

Pommes Paolo

Smørbagt kartoffel-tilbehør.

Efter endnu en tur i kartoffelaboratoriet faldt jeg over en opskrift, som går under navnet Pommes Paolo.

Oprindelsen er besværlig af spore, men opskriften i sig selv er en lækker lille afart af Pommes Anna. 

Her udstikker man cirkler af kartoffel, som man lægger ned i små forme, overøser med smør infuseret med krydderurter og bager dem i ovnen.

Det giver smørmøre, utroligt lækre og smagfulde kartofler, der er perfekte som tilbehør en god god bøf eller andet, der kræver en kraftig og smagfuld sauce.

Du kan både bruge smør og andefedt til formålet - men smør har man altid ved hånden, så det har jeg brugt i denne version.

Det eneste redskab det kræver til denne opskrift, er små enkelte forme eller en silikone-form med små forme i - jeg brugte en silikoneform med små cylinder-formede huller, som passede perfekt til udstikkeren. Men du kan også bruge stålforme, ramakin-skåle og meget andet. De behøver egentlig heller ikke at være cirkulære!

Fang teknikken herunder:

ANNONCE
Eksempel på en form, hvori kartoffelskiverne er blevet bagt i smør. - Pommes Paolo Eksempel på en form, hvori kartoffelskiverne er blevet bagt i smør.
Udskriv opskriften

Pommes Paolo

Smørkogte/bagte kartofler!

2 portioner 50 minutter
Forberedelse: 10 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 40 minutter
Ca. 300 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 2 stk bagekartoffel
  • 80 gram smør
  • 1 håndfuld krydderier til infusion (eksempelvis rosmarin, timian, salvie, hvidløg, chili, etc.)

Fremgangsmåde

  1. Smelt først og fremmest din smør i en gryde - når det er smeltet og tæt på at bruse op, smider du dine krydderier og eventuelt hvidløg i - jeg elsker at bruge rosmarin, men du kan bruge alskens til infusioner. Rør lidt salt i smørret og lad det trække i 20-30 min.
  2. Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.
  3. Skræl kartoflerne. Nu kan du udstikke dem på to måder - enten skubber du udstikkeren igennem kartoflen og skærer den på et mandolinjern eller også skærer du hele kartoflen i skiver på mandolinjern og udstikker skiverne derefter - den første giver mest mening, men kan være svært at få presset udstikkeren hele vejen igennem kartoflen.
  4. Udstikkerstørrelsen skal passe med formene, de skal bages i - jeg vil anbefale en form/forme, der har diameter på 4-5 cm og en højde på ca. 5-6 cm. Hverken højere eller mindre, da 'kartoffeltårnet' risikerer at vælte efter bagning på grund af et for lavt tyngdepunkt. Kartoflerne skal skæres i tynde cirkler på ca. 2-3 mm. og lægges i formene, så de når lidt over 3/4 af højden af formen.
  5. Tag krydderurterne op af smørret og hæld smørret ned i formene langs kanten af kartoflerne, så det når 3/4 op omkring kartoflerne. Stil formene i ovnen og bag dem i ca. 35-40 minutter, inden toppen er sprød og lagene er bagt møre.
  6. Stil formene til afkøling i 10-12 minutter, så de lige kan sætte sig. Vend dem herefter over på et skærebræt - de vil stadig være lidt vakkelvorne, da de skal serveres varme (var de kolde, havde smørret stivnet dem). Portionsanret og drukn i sovs!
Del

Seneste nyt

Annonce