Ramsløgskartofler
Smørholdige, urtede kartofler!
Ramsløgssæsonen er en af de tidligste øjeblikke, hvor man kan hente lækre råvarer med hjem efter vinterens exit - de sniger sig lige ind inden rabarberne er klar.
Ramsløg er en lækker, parfumeret grøntsag, som har en krads hvidløgssmag, som er god i mange retter.
Jeg plejer altid at kombinere nye kartofler i sæson med en masse friske krydderurter og smør - så nu tænkte jeg, at jeg ville prøve det med ramsløg.
På denne tid af året er det dog for tidligt med nye, danske kartofler - men du kan få nogle fra udlandet, ellers bare nøjes med de klassiske.
Kombineret med møre kartofler og brusende smør? Så fungerer ramsløg helt eminent!
Fang opskriften her:
Ramsløgskartofler
Smørmættede og lækre!
2 portioner
30 minutter
Forberedelse: 10 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 20 minutter
Ca. 900 kcal pr. portion
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 20 minutter
Ingredienser
- 700 gram små kartofler el. aspargeskartofler
- 20 stk ramsløg
- 100 gram smør
- 1 tsk fint salt + peber
Fremgangsmåde
- Skyl kartoflerne og kog dem med skræl - er det nye kartofler, skal de blot skrubbes/pilles inden kogning. Kog dem i ca. 17-18 minutter alt efter størrelse. De ikke-nye kartofler skal pilles, når kartoflerne er kølet af.
- Varm smørret op på en pande, indtil det bruser op - hak i mellemtiden dine ramsløg helt fint.
- Smid kartoflerne i smørret og steg dem i 4-5 minutter, så de får lidt farve. Sluk for varmen og hæld hakket ramsløg over - ryst panden, så ramsløget fordeles over det hele og lad det varme ved restvarmen i 3-4 minutter. Serveres rygende varme.