Mandekogebogen

Semidried tomater i ovn

Klassisk konserveringsmetode - semi dried tomater.

Semidried eller semi dried tomater er en utrolig nem og lækker opskrift, som giver dig en meget intens tomatsmag samtidig med, at du kan forlænge holdbarheden på dine tomater.

Hvad enten du er kommet til at have for mange tomater til overs i køleskabet eller ude i køkkenhaven om sommeren, så fungerer denne opskrift året rundt.

Det er i al sin enkelthed en måde, at give tomaterne jævn varme i ovnen ved langtidsbagning og dermed koncentrere smagen, fjerne væsken og give den længere holdbarhed.

Når de er tørrede og afkølede, så skal man blot lægge dem i et syltetøjsglas og hælde lidt olivenolie over, så det dækker - og så kan de holde sig i op til et helt år, hvis de står køligt!

Det er sådan en tilberedning, som bare er gaven, der bliver ved med at give - du får lækre råvarer i køkkenskabet til vintersæsonen (eller hele året rundt) og smagen bliver koncentreret.

Semi dried tomater er perfekte til salater, pizzaer, snacks, tapas og meget andet - og du kan vælge at putte ting i din opbevaringsolie, som giver ekstra smag.

Eksempelvis en kvist frisk timian eller måske et par fed hvidløg - og hey, så kan olien efterfølgende bruges som dressing, når den har suget smag fra tomaterne.

Det er jo genialt. 

Hvis du elsker smagen af tomater om sommeren, som virkelig har suget lys og næring i drivhuset, så er det ofte en noget flad fornemmelse at bide i en tomat uden for sæson.

Men her bevarer du smagen - og magien sker ved lav varme over længere tid, som indkapsler og koncentrerer smagen til perfektion. 

Jeg bruger eksempelvis også tit Too Good To Go-appen, hvor man kan undgå madspild ved at købe små lykkeposer i løbet af ugen, som er varer, der ikke længere kan blive solgt.

Her fik jeg et ordentligt læs tomater, hvor der var et par stykker, som var mugne - og dermed usælgelige - men resten var helt perfekte, og dermed perfekt til denne opskrift.

Hvilken tomat skal jeg bruge til denne opskrift?

Den bedste tomat at bruge til opskriften er cherrytomater - de har den perfekte størrelse. Både til bagetiden i ovnen til ovntørring såvel som størrelsen på 'snacken'.

De er nemme og passer bare sig selv i ovnen. 

Du kan sagtens bruge alle slags tomater til denne opskrift - bøftomater, blommetomater og almindelige tomater - her skal du blot skære dem enten i skiver, tern eller lignende, så de har nogenlunde samme størrelse som halverede cherry-tomater. 

ANNONCE
Halverede cherrytomater med olivenolie og salt på vej i ovnen.  - Semidried tomater i ovn Halverede cherrytomater med olivenolie og salt på vej i ovnen.
To timer senere - semidried tomater! - Semidried tomater i ovn To timer senere - semidried tomater!
Udskriv opskriften

Semidried tomater i ovn

Koncentreret tomatsmag!

2 portioner 2 timer, 2 minutter
Forberedelse: 2 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 2 timer
Ca. 400 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 600 gram cherrytomater
  • 3 spsk. olivenolie, til pensling
  • 1 spsk. fint salt
  • 300 ml olivenolie, til opbevaring

Fremgangsmåde

  1. Denne opskrift passer til ca. 2 små syltetøjsglas. Forvarm ovnen på 140 grader. Skyl dine cherrytomater og tør dem herefter grundigt med et viskestykke - jo mindre vand, jo hurtigere tørrer de.
  2. Læg bagepapir på en bageplade og halvér alle cherrytomaterne - læg dem med skæresiden opad. Pensl nu omhyggeligt hver enkelt med lidt olivenolie.
  3. Drys til sidst lidt fint salt over alle tomaterne - stil dem i ovnen og langtidsbag dem i 2 timer. Hold øje undervejs, da man alt efter ovntemperatur godt kan få et par stykker ude i siden, så får lidt mørk kant.
  4. Skold dine syltetøjsglas, mens tomaterne afkøler - læg nu den afkølede tomater i glassene (samt eventuelle krydderier og hvidlog) og fyld olivenolie i, indtil det dækker tomaterne. Sæt dem et køligt sted eller i køleskabet. De er klar til at spise med det samme.
Del

Seneste nyt

Annonce