Baby Fries
Små kartofler forvandlet til sprøde, cremede hapsere!
Små kartofler er oftest noget vi enten bruger til brunede kartofler i juletiden, eller hvis man lige kommer til at grave sine hjemmedyrkede kartofler op for tidligt.
Men små kartofler er spækket med smag og muligheder - du kan eksempelvis lave små, let sprøde og cremede hapsere, som jeg vælger at kalde Baby Fries med henblik på størrelsen af kartoflerne.
Jeg bruger den samme teknik, som jeg har brugt til mine hasselback fries, hvor man lægger snit på to forskellige vinkler på hver side af kartoflen.
Ved at gøre det på en hel, rund kartoffel frem for blot en skive? Så får man meget mere cremethed i midten og så bliver skindet godt sprødt uden på.
Og så kan de mange lameller virkelig suge noget sovs eller dressing!
Fang min opskrift på Baby Fries herunder:

Baby Fries
Hasselback-mini kartofler!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 50 minutter
Ingredienser
- 600 gram små kartofler
- 2 tsk fint salt
- 1 dl olivenolie
- 1 spsk. barbecue-krydderi, kan undlades
Fremgangsmåde
- Forvarm ovnen til 200 grader varmluft. Skyl dine kartofler grundigt, men lad skrællen forblive på. Læg dine kartofler på skærebrættet - læg nu 5-6 vertikale snit på den ene side, vend kartoflen og snit den på skrå 5-6 gange. Se billeder længere oppe for tips til, hvordan det skal gøres.
- Hæld dem i en frysepose og vend dem grundigt sammen med salt, olivenolie og eventuelt barbecue, så alle lameller får olie i sig. Læg dem på en bageplade og giv dem ca. 50 minutter i ovnen.
- Tag dem gerne lige ud af ovnen hvert 10. minut og vend dem og pensl dem med olie - det er med til at gøre skrællen sprød og midten mere cremet og velsmagende.
- Server dem rygende varme med et drys salt.