Chokoladelagkage
Klassisk chokoladelagkage!
Lagkage med chokolade - helt klassisk, helt nammenam!
Vi snakker en klassisk lagkage med chokoladen og kakao i fokus, to slags flødeskum og en lækker, saftig creamcheese-topping på hatten.
Den er utrolig nem og så egner den sig særdeles godt til at blive lavet en dag i forvejen - foruden at give dig lidt mindre stress på dagen, hvor kagen skal nydes, så bliver den også mere svampet i konsistensen og dybere i smagen!
Fang opskriften herunder:
Chokoladelagkage
Svampet og lækker!
8 portioner
30 minutter
Forberedelse: 10 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 20 minutter
Ca. 950 kcal pr. portion
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 20 minutter
Ingredienser
- 140 gram sukker
- 4 stk æg
- 120 gram hvedemel
- 30 gram kakaopulver, usødet
- 2 tsk bagepulver
- 2 spsk. vaniljesukker
- 500 ml piskefløde
- 70 gram mørk chokolade, 70 %
- 200 gram flødeost
- 150 gram flormelis
- 50 gram smør
Fremgangsmåde
- Start med at bage lagkagebundene. Hæld æg og sukker i en skål og pisk det i 6-8 minutter, indtil massen er helt luftig og hvid i farven.
- Hæld hvedemel, 20 g kakao, bagepulver og 1 spsk. vaniljesukker sammen og si det ned i æggemassen. Vend det forsigtigt rundt med en spatel, indtil det er en ensformig konsistens - undgå så vidt muligt at slå for meget luft ud.
- Forvarm ovnen til 180 grader. Læg en springform på 18-20 centimeter i diameter på en bageplade med bagepapir. Smør den med lidt smør eller olie. Hæld dejen i formen og bag den i ca. 25 minutter, indtil den er gylden på toppen.
- Når formen er kølet helt af, fjernes formen og kagen skæres 3 lige store lagkagebunde med en lang kniv. Formen vaskes af og gøres klar til senere brug.
- Pisk nu 500 ml piskefløde let luftigt - det skal ikke være helt stift, da du skal røre ingredienser i og derved kan få den til at skille.
- Når fløden er let pisket, fordeles den i to skåle - den ene vendes med 1/2 spsk. vaniljesukker og grofthakket mørk chokolade, mens den anden vendes med 1/2 spsk. vaniljesukker og 5 g kakaopulver.
- Læg den første lagkagebund på en tallerken. Læg nu springformen rundt om lagkagebunden, så du kan bygge kagen op med den som støtte. Fordel nu den ene slags flødeskum på bunden og læg bund nummer to på.
- Fordel nu den anden slags flødeskum på bunden og top af med den sidste bund.
- Til slut piskes 50 g smør med 150 g flormelis, indtil det har en ensartet konsistens - tilsæt herefter flødeosten og 5 g kakao og pisk sammen. Fordel flødeostecremen på toppen!
- Kagen er klar til servering, når den lige har stået minimum 30-60 minutter i køleskabet - du kan med fordel lave den dagen før spisningen, da den bliver mere svampet og sammenhængende på den måde.