Håndmad/smørrebrød: Spicy Tuna Melt
Tun på påskebordet?
Hvis du leder efter lidt ekstra inspiration til årets højtider på frokostbordet, så har jeg i samarbejde med Grøndals designet en række nye håndmadder.
Mens sild, rejer og fiskefileter altid finder vej til eksempelvis påskebordet, så er tunfisk en spiller, der egner sig særdeles godt til smørrebrød og håndmadder.
Derfor har jeg lavet et twist på den populære sandwich - Tuna Melt.
Denne gang er det en håndmad, hvor man på en skive smørristet rugbrød lige smelter en omgang parmesan og dernæst lægger en håndfuld rucola efterfulgt af en nem tunsalat lavet med chili-marineret tun og jalapenos.
Toppet med et drys af røde chiliflager og parmesan-chips.
En sprød, smagfuld og potent håndmad, som kan arbejde sammen med langt de fleste snapse på bordet!
Fang opskriften herunder:
Håndmad/smørrebrød: Spicy Tuna Melt
Nyklassiker!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- 2 stk rugbrød, skiver
- 1 stk grøndals tun i chiliolie
- 4 spsk. cremefraiche (jo, federe, jo bedre!)
- 1 spsk. jalapenos, syltede
- ½ tsk chiliflager, røde
- 50 gram parmesanost, revet
- 1 håndfuld rucola
- 40 gram smør
Fremgangsmåde
- Start med at lave tunsalaten - hæld tunen fra dåsen i en skål og tilføj cremefraiche, chiliflager, hakkede jalapenos og smag til med salt og peber. Eventuelt lidt olien fra lagen. Stil den på køl, indtil den skal bruges - lad den gerne trække i 30-60 minutter.
- Smelt smørret på panden, indtil det bruser op og læg rugbrødet på - steg det sprødt på begge sider. Når begge sider er færdige, river du en spiseskefuld parmesan på begge - vend dem med ostesiden nedad og steg det i 1-2 minutter, indtil osten karamelliserer. Løft den over på fedtsugende papir med en spatel med ostesiden opad.
- Læg et par cirkler af revet parmesan på den stadigt varme pande og lad den smelte og karamellisere i nogle minutter - tag panden af varmen og løft dem op med en spatel. De er bløde til at starte med, men bliver helt sprøde, når de køler af.
- Læg rucola på brødene efterfulgt af tunsalat og et lille drys chiliflager - bræk parmesan-chipsene i mindre stykker og læg dem på toppen med lidt hakket persille.