Mandekogebogen

Hjemmelavet trefarvet is

En evig klassiker - nu i hjemmelavet udgave!

Regnbueis eller trefarvet er bare definitionen på barndom - den lækre is med chokolade, jordbær og vanilje kombineret i en omgang!

Og nu hvor sommeren har meldt sin ankomst, så tænkte jeg, at det var på tide at lave min opskrift på trefarvet is/regnbueis.

Og det er faktisk ganske nemt, trods at man skal have gang i tre forskellige istyper på én gang - men med min opskrift laver man en grund-iscreme, som så efterfølgende blot skal deles i tre og arbejdes videre derfra.

Mørk, intens chokolade-is, blød og cremet vaniljeis og sidst men ikke mindst en jordbærflødeis på danske jordbær - ikke et øje tørt!

Se med herunder:

ANNONCE
Udskriv opskriften

Trefarvet is

Jordbær, chokolade og vanilje!

6 portioner 2 timer, 50 minutter
Forberedelse: 20 minutter
Ventetid: 2 timer
Tilberedning: 30 minutter
Ca. 700 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 4 dl piskefløde
  • 4 dl sødmælk
  • 8 stk æggeblomme
  • 2 dl sukker
  • 150 gram jordbær
  • 70 gram mørk chokolade, 70 %
  • ½ stk vaniljestang

Fremgangsmåde

  1. Hæld æggeblommerne i en skål med 1,5 deciliter sukker. Pisk det luftigt og cremet, indtil sukker er opløst, i nogle minutter.
  2. Bland piskefløde og sødmælk sammen med æggesnapsen, mens du pisker det til en ensformig masse.
  3. Hæld nu ismassen i en tykbundet gryde og varm det langsomt op - det skal ramme en temperatur på ca. 83 grader, og det er en god idé at bruge et sukkertermometer.
  4. Rør hele tiden i ismassen, så den er i bevægelse og når den nærmer sig de 80+ grader, så begynder den at tykne - hæld den derefter straks over i en anden skål, så du ikke risikerer, at den får yderligere varme fra gryden.
  5. Vej nu selve ismassen og del den i tre lige store portioner.
  6. CHOKOLADE-ISEN: I en skål hakkes den mørke chokolade fint, hvorefter den ene portion is hældes over - vend den sammen, indtil chokladen er smeltet og massen er blevet ensformig. Stil den på køl.
  7. VANILJE-ISEN: Skrab kornene ud af vaniljestangen og hæld dem i den anden portion ismasse - vend kornene ud i massen og stil den på køl. Smid eventuelt den tomme stang med, så den afgiver smag, mens der afkøles.
  8. JORDBÆR-ISEN: Fjern stilken fra jordbærrene, snit dem i skiver og hæld dem i en gryde med 0,5 deciliter sukker. Lad det koge op og små simre i nogle minutter, indtil jordbærrene er møre. Blend massen med en stavblender og lad det køle en smule af, inden du vender det i den sidste portion ismasse.
  9. Når alle ismasserne er tilpas kølet ned i køleskabet (vi snakker 2-ish timer), så skal de enkeltvis køres på ismaskine.
  10. Når den ene is har kørt på ismaskinen, smøres den i bunden af en firkantet rugbrødsform - den skal herefter sættes i fryseren og stå i 45-60 minutter, inden næste is kan smøres på toppen. Når dette er gjort med de tre ismasser, skal den stå og sætte sig i fryseren i ca. 2 timer. Derefter er den klar til servering!
Del

Seneste nyt

Annonce