Pizza Bianco/Hvid pizza
En nem, hurtig og simpel klassiker fra det italienske køkken.
En klassiker i pizza-universet er en pizza bianco/bianca - og det egentlig blot et navn for en gruppe af pizzaer, som hedder hvid pizza.
Hvid pizza betyder, at man ikke bruger tomatsauce som base - hvilket man gør ved et utal af andre traditionelle og klassiske pizzaer fra italien.
En pizza bianco kan eksempelvis være en kartoffelpizza eller bare en pizza med forskellige oste.
Det er en nem og hurtig måde at lave pizza på, samtidig med at det smager helt fantastisk - hvis du ikke lige har tid til at stå i flere timer og simre en lækker hjemmelavet tomatsauce sammen.
Jeg har altid en kartoffelpizza som hvid pizza, nærmest hver eneste gang, jeg laver pizza - den er simpel og lækker, og så er der bare masser af smag i en god ost, tyndskårne kartofler og rosmarin.
Min nye favorit og absolut bedste opskrift på en pizza bianco er denne pizza herunder.
Den er lavet på en god pizzabund med sprøde skorper og en luftig krumme - jeg brugte min 72-timers opskrift til den på billedet, men du kan sagtens bare bruge min almindelige hverdagsopskrift på pizzadej.
På toppen smører man en mascarpone-creme på, som er rørt med olivenolie, revet muskatnød og lidt salt og peber.
Dernæst papirstynde kartofler efterfulgt af frisk bøffelmozzarella og vesterhavsost.
Ikke et øje tørt. Fang min opskrift på den perfekte pizza bianco herunder:
Pizza Bianco/Hvid pizza
nem, cremet og lækker!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 12 minutter
Ingredienser
- 1 stk pizzadej (fang min opskrift længere oppe i artiklen)
- 150 tsk mascarpone
- 1½ spsk. olivenolie
- 1 tsk muskatnød, revet
- 4 stk mellemstore kartofler
- 200 gram mozzarella
- 70 gram parmesanost el. vesterhavsost, revet
Fremgangsmåde
- Forvarm ovnen til 260 grader varmluft.
- Form dejen til 3 pizzabunde - bland mascarpone sammen med olivenolie og muskatnød, hvorefter du smager til med salt og peber. Skræl kartoflerne og skær dem helt tynde på et mandolin-jern.
- Smør et tykt lag mascarpone-creme på bundene og læg kartoffelskiver i et jævnt lag - bræk stykker af din mozzarella udover pizzaen og riv til sidst parmesan eller vesterhavsost.
- Bag dem enkeltvis i ovnen i ca. 11-13 minutter.