Calzone
Indbagte lækkerier!
Pizza er en opskrift og et måltid, der kan varieres i det uendelige - og vi snakker ikke blot forskelligt slags fyld eller forskellige opskrifter på pizzadej.
Der findes også forskellige måder at forme og bage dem på. Og en af de former for pizza, som har vundet indpas i mange år, er den indbagte pizza.
Indbagt pizza også kaldet Calzone har sin oprindelse i Napoli i det 18. århundrede, og har siden da fundet sin vej fra pizzaria'erne og hjem til folket.
Hvor klassikere såsom Stromboli og Pizza Fritta har været en delikatesse, som er gået lidt under radaren på den internationale front - så er en indbagt pizza noget, der går rent ind i hjertet hos folk.
Calzone har haft sin storhedstid i 80'erne i Danmark, men den holder stadig hundrede procent. Den vandt indpas i USA allerede i 60'erne, og grundet til Calzonens 'migration' fra Italien skyldes, at den er mere praktisk at levere til hjemmet, da fyldet forbliver i brødet og holdes varmt.
Calzone og opskriften på denne er en nem og hurtig aftensmad på en travl hverdag - eller en opskrift, hvor du smider lidt ekstra kærlighed til dejen og fyldet i en weekend med god tid.
Og selvom det er blevet lidt en vestlig fastfood-ting, så skal man huske på, at det stammer fra det autentiske italienske køkken, hvor man laver en god pizzadej og fylder den med alt fra italiensk salami og ricotta til en god omgang tomatsauce med parmesanost.
I al sin enkelthed er det 'bare' indbagt pizza, hvor man folder dejen omkring sit fyld og afbager dem med fyldet indelukket i selve dejen - men mulighederne for at freestyle på indholdet er uendelige.
Jeg har i min barndom fået utallige simple, lækre calzones, og herunder får du en nem hverdagsopskrift på den indbagte sag.
I al sin enkelthed er det en hverdagscalzone, hvor man fylder den med tomatsauce og spaghetti - pasta og pizza i en og samme bid!
Opskriften er med en klassisk calzone-dej - men du kan også prøve kræfter med eksempelvis en 48-timers pizzadej for at få mere sprødhed og sej krumme.
Fang opskriften på tomatsaucen, som skal bruges til fyldet.
Opskriften giver to store calzones - de skal nemlig være rigtig store!
Calzone: Hjemmelavet indbagt pizza
Indbagt pizza!
Ventetid: 1 time
Tilberedning: 20 minutter
Ingredienser
- 150 ml tomatsauce (se længere oppe i artiklen for opskrift)
- 150 gram spaghetti
- 100 gram mozzarella
- 320 gram hvedemel
- 30 gram groft rugmel
- 2½ dl vand
- ½ tsk salt
- 15 gram gær
- 1 stk æg, til pensling
Fremgangsmåde
- Opløs gær og salt i vandet. Tilsæt de to meltyper og ælt dejen i 10-12 minutter, gerne på køkkenmaskine. Den skal slippe skålen og krybe omkring dejkrogen. Rugmel kan udskiftes med andre fuldkornstyper - og du kan sagtens køre udelukkende hvedemel.
- Drys mel på køkkenbordet og hæld dejen ud på. Form dejen til en bold og lad den hæve i en time under et fugtigt viskestykke.
- Kog spaghettien efter anvisningerne og lad det køle en smule af. Bland tomatsaucen sammen med pastaen.
- Når dejen er hævet, fordeles den i to portioner - rul dem ud til to store cirkler.
- Læg fyldet på hver halvdel af de to cirkler og top med osten - læg den modsatte side indover den anden, og luk grundigt sammen i kanten med en gaffel. Pensl med et sammenpisket æg.
- Forvarm ovnen til 210 grader og bag dem i ovnen i ca. 20 minutter, indtil overfladen er gulden.