Fish n Chips
Sprød fisk, sprøde fritter!
Mangler du en opskrift på Fish n chips? Så er du kommet til det rette sted!
Her får du en opskrift på den klassiske engelske ret, hvor man har smidt hele pivtøjet i den gyldne brønd.
What's not to like?
Selve konceptet med en opskrift sammensat af friturestegt fisk, sprøde pommes frites og sauce tartare blev meget populært i midten af det 19. århundrede, hvor kærligheden til frituren opblomstrede.
Selv forfatter Charles Dickens nævner en restaurant med friturestegt fisk i sin ikoniske Oliver Twist - så det er en cementeret del af den engelske/britiske badkultur.
Den engelske opskrift på Fish n chips er nærmest en religion for englænderne - chipsene skal være på en bestemt måde, paneringen på fisken skal laves af en bestemt øldej og meget andet.
Men herunder finder du en god, klassisk opskrift på en traditionel fisk med pommes frites, som er nem at lave.
Jeg har lavet opskriften herunder baseret på min triple fried fries, men hvis du ikke har tid og overskud til at lave pomfritterne så omstændigt - så kan du 'blot' bage kartoffelbåde i ovnen, indtil de er gyldne og sprøde. Det fungerer også rigtig godt.
Grundessensen i en god fish and chips udover et par sprøde kartofler er at finde en god hvidfisk til formålet - en som ikke har så tung fiskesmag, men masser af saft og kraft og konsistens.
Her vil jeg anbefale eksempelvis torsk, kuller, kulmule, lange og lyssej/mørksej.
Dernæst skal du lave en øldej, som skal være tyktflydende, så du kan dyppe fisken i dejen så den hænger fast og ikke bare drypper af.
I al sin enkelthed er det en lille snackret, hvor man vender et stykke frisk fisk i øldej, frituresteger det og serverer sammen med en omgang sprøde fritter og sauce tartare.
Snackfood på højt plan - herunder får du en lækker opskrift, som giver dig knasende sprøde pommes frites, saftig fisk og sprød panering.
Det er nok det tætteste englæderne kommer på autentisk streetfood - og det smager til gengæld også helt fantastisk.
Og fritterne?
Hemmeligheden bag de perfekte pommes frites finder du lige her.
Fish n Chips
Sprødt og lækkert!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 5 minutter
Ingredienser
- 230 gram hvedemel
- 400 gram hvidfisk (torsk, lange, kuller, lyssej, etc.)
- 1 stk mørk øl
- 200 gram pommes frites (se opskriften i artiklen)
- 1 tsk salt
- ½ tsk bagepulver, kan undlades
- 2 dl creme fraiche
- 4 stk cornichoner
- ½ spsk. løg, revet
- 2 tsk dijon-sennep
- 1 dl mayonnaise
- 1 tsk kapers
- ½ tsk citronsaft
- ½ tsk friskkværnet peber
- 1 l fritureolie
Fremgangsmåde
- Lav sauce tartare ved at hakke cornichoner og kapers, som tilsættes til cremefraichen. Tilsæt mayonnaisen, sennep samt revet løg og smag til med citronsaft, salt og peber. Lad den trække i køleskabet indtil servering.
- Når fritterne er stegte (læs opskriften længere oppe i artiklen) holdes olien på en temperatur på ca. 170 grader.
- Hæld 30 g hvedemel i en dyb skål. Skær din fisk ud i mundrette stykker, dup dem med lidt køkkenrulle. Vend dem herefter i skålen med mel, så de er dækket - og børst overflødig mel af efterfølgende.
- Pisk resten af hvedemelet sammen med 1 tsk. salt, lidt peber og bagepulver - bagepulveret kan undlades, men 'fluffer' dejen lidt mere op. Tilsæt øllet lidt efter lidt, indtil du får en lind dej, der minder om en tyk glasur.
- Læg fisken ned i øldejen og dryp den lidt af, hvorefter den ryger direkte over i den varme olie. Steg den ca 1,5-2 minutter på den ene side, hvorefter du vender den i olien og får stegt den anden side.
- Server med det samme med et lille drys salt - friturestegt fisk er ikke noget, der skal laves i god tid, da saften i fisken gerne vil trænge ud i dejen og gøre den blød med tiden.