Ice Cream Tacos
Tacos i det søde køkken!
Når vi snakker tacos, så er det oftest i det salte køkken, hvor man via de mexicanske rødder får en blød pandekageagtig taco med lækkert fyld.
Men de findes også i dessert-verdenen!
Ice Cream Tacos.
Lidt ligesom en issandwich, bare at formen er anderledes og man har mulighed for at toppe den med smeltet chokolade og hakkede nødder.
Ikke et øje tørt.
Det er faktisk en utrolig nem til at lave - og du kan gøre det på to måder. Enten laver du vaniljeisen selv, eller køber en god købeversion.
Hvis du er typen, der elsker at lave isen selv, så kan du bruge min opskrift på vaniljeis.
Og så skal du ellers bare lave dine tacos lidt ligesom nogle tynde, bløde chokoladepandekager, som kan svøbe sig om isen - hvis du skulle have et isvaffeljern, så kan du også bruge vaflerne til samme formål.
Men herunder er en opskrift, som kun kræver, at du har en pande og lidt tålmodighed.
Opskriften giver dig 4 portioner - som i en stor is pr. mand!
Ice Cream Tacos
Is-taco!
Ventetid: 2 timer
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- 1 l vaniljeis (hjemmelavet eller god købeversion)
- 200 gram mørk chokolade
- 1 stk æg
- 40 gram smør, smeltet
- 40 gram hvedemel
- 1 tsk rørsukker
- 1 spsk. kakaopulver
- 1 stk æg
- 40 ml sødmælk
- 1 dl hasselnødder
- ½ stk appelsin, økologisk
Fremgangsmåde
- Hvis du vil lave hjemmelavet vaniljeis, er dette første skridt - følg guiden længere oppe i artiklen!
- Herefter skal du lave dine 'taco-skaller'. Det er lidt ligesom en simpel pandekagedej med lidt kakao for at give chokoladesmagen - bland æg og sukker grundigt sammen til en lind masse, hvor sukker er opløst.
- Tilføj nu smeltet smør, sødmælk og 1,5 tsk. revet appelsinskal (appelsin-delen kan undlades). Si hvedemel og kakaopulver ned i blandingen og bland det grundigt rundt til en lind, tyktflydende dej.
- Varm en pande op til middelvarme og smelt en lille klat smør på den. Tag en skefuld dej og fordel på panden i et tyndt lag (under 0,5 cm) til en cirkel med en diameter på ca. 12-14 centimeter. Vend den, når der kommer små luftbobler i dejen. Stegetiden er ca. 2-3 minutter i alt.
- Lige så snart, at du tager den af panden, skal pandekagen ligge henover noget, der kan få den til at bue - hvad enten det er en tallerken, en tom køkkenrulle, et dørslag eller lignende. Det er vigtigt, at det sker hurtigt, da du risikerer, at de knækker, hvis du bøjer dem, når de er afkølede. Når du har fundet et fungerende 'stativ', så skal dette stilles i fryseren i 30 minutter. Jeg brugte eksempelvis et optøet fryseelement, som havde det rigtige buk.
- 5 minutter inden skallerne har været længe nok i fryseren, tages isen ud og blødgøres - tag nu skallerne ud en efter en og fyld dem/smør dem med vaniljeis. Læg dem i et fad og tilbage i fryseren, inden de begynder at smelte. Lad dem være der i ca. 1 time.
- Rist hasselnødderne på en varm pande i 4-5 minutter, hvorefter du hælder dem over i et viskestykke og nulrer skallen fra - hak dem groft og gem til senere.
- Hak eller riv den mørke chokolade meget fint - find en lille gryde og hæld lidt vand i. Skru den op på middelvarme.
- Hæld chokoladestykkerne i en lille skål, som kan være ovenpå gryden UDEN at ramme vandet - lad chokoladen smelte over vandbadets damp, indtil du har en lind og ensformig smeltet chokolade.
- Tag is-tacoerne ud én af gangen og dyp dem hurtigt i den smeltede chokolade, hvorefter du hurtigt skal drysse med hakkede nødder, inden chokoladen sætter sig.
- Stil dem tilbage i fryseren i 30 minutter, og herefter er de klar til servering!