Mango Lassi
Indisk drik med mango.
Mango Lassi er en fantastisk læskende drik fra det indiske køkken.
Den er cremet, syrlig, sød og saftig og så kan den for danskernes vedkommende laves året rundt - da vi ikke har mangotræer i det danske klima, så er man nødt til at hente dem ind i fra udlandet.
Og her kan man få dem året rundt udenfor sæson - det er selvfølgelig bedst for smagen, hvis man vælger de helt modne og dem, der er i deres respektive sæson om sommeren.
Men opskriften kan sagtens klares med en fuldmoden mango året rundt.
Mango er en frugt, som er meget velsmagende, parfumeret og cremet i smagen - den kan være lidt svær at skære ud, da den har en meget stor og robust kerne i midten.
Ofte får man nogle lidt sjove skiver mango, når man forsøger at flugte kniven langs kernen - og så kan man passende smide de sjove størrelser direkte i blenderen til en mango lassi, jo!
Mango bliver også ofte skåret i tern og brugt til salater - eller også kan du lave Mango-chutney til krydrede retter. Eller måske kokosris med mango?
Tilbage til Mango Lassi - det er en herlig opskrift på en syrligsød alkoholfri cocktail, som ofte nydes som en kølende modspil til krydrede, indiske retter.
Og opskriften er egentlig utrolig simpel - Lassi i navnet Mango Lassi refererer til, at det er en yoghurt-baseret drik.
De fås både som salte og søde i det indiske køkken.
En Mango Lassi er i det søde køkken - traditionelt bliver en Mango Lassi lavet udelukkende med yoghurt og mango.
That's it.
Men da indiske mangoer nok er lidt mere søde og parfumerede, end hvad vi kan opnå i supermarkedet - så må vi her i Vesten lige sørge for at tilsøde lidt ekstra.
Og som mange indiske retter - så skal der selvfølgelig også lidt krydderi i spil!
Her får man lige en lille smule kardomme i mikset, hvilket runder hele drikken af.
Det er en drik, som er sød, syrlig, cremet og luftig - den er meget tyk i konsistensen i en autentisk udgave, men hvis du vil have den yderligere flydende, så kan du spæde til med mere mælk.
Eneste krav? Den skal være iskold!
Så du kan eventuelt knuse et par isterninger sammen med de resterende ingredienser eller hælde den over isterninger.
TIP: Brug frossen mango!
Hvis du fryser din mango ned i små bidder, så kan du bare blende den sammen med resten af ingredienserne, og så er den iskold fra starten af!
En Mango Lassi er den perfekte tørstslukker til en varm sommerdag eller hvis du lige kom til at putte for meget chili i familiens Butter Chicken!
Kan opskriften gøres vegansk?
I princippet sagtens - men, hvis du bruger rismælk, mandelmælk, havremælk eller andet mælkeerstatning vil det ændre smagen meget - så det skal du bare være forberedt på!
Fang opskriften herunder - klassisk indisk Mango Lassi på under 5 minutter!
Mango Lassi
Indisk mango-drik med yoghurt!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 5 minutter
Ingredienser
- 300 gram mango
- 200 gram yoghurt naturel
- 150 ml mælk
- 1 tsk sirup el. honning, kan undlades
- 0,2 tsk kardemomme, stødt
Fremgangsmåde
- Opskriften giver ca. 2 store glas Mango Lassi. Sørg for at have mangoen på køl en time inden. Skræl herefter mango og fjern kernen - hak frugtkødet og blend sammen med de resterende ingredienser til en ensformig cremet masse. Smag eventuelt til med sirup for mere sødme, og ellers server straks!
- Hvis du bruger frossen mango, skal alle ingredienserne også blot blendes til en homogen masse og serveres iskoldt.