Katsu Fish Burger
Fiskeburger med små sprøde panko-bøffer.
Katsu er en 'teknik' i det japanske køkken, hvor man panerer et stykke kød i pankorasp.
Jeg har eksempelvis brugt det til Katsu Karry og Katsu Sando-sandwichen.
Og denne gang har jeg i et nyt samarbejde med Kikkoman lavet en Katsu Fish Burger!
I al sin enkelthed en burger, hvor man laver en krydret, japansk-inspireret fiskefars, som bliver dyppet i pankorasp og stegt i olie på en pande.
Det giver en utrolig saftig, sprød og lækker 'bøf' til burgeren - du kan sagtens nøjes med at lave en enkelt stor bøf, men jeg foretrækker at lave det som små mini-bøffer.
Så får man langt mere sprødhed i burgeren! Farsen er desuden også krydret med Kikkomans soja.
Til at binde det hele sammen har jeg lavet en asiatisk-inspireret tatar-sauce lavet på Kikkoman-soja, jalapenos og mayonnaise.
En snasket, sprød og uimodståelig asiatisk burger!
Fang opskriften herunder:
Katsu Fish Burger
Sprød pankofisk i burger!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- 2 tsk jalapenos, syltede
- 1 stk forårsløg
- 1 tsk citron- eller limesaft
- 1 håndfuld dild (eller anden krydderurt efter eget valg)
- 1½ spsk. kikkoman naturligt brygget sojasauce
- ½ dl mayonnaise
- ½ dl cremefraiche (enten 18% eller 38%)
Katsu-fiskebøffer
- 250 gram hvidfisk (torsk, lange, kuller, lyssej, etc.)
- ½ tsk fint salt
- 3 spsk. hvedemel
- 1 stk æg
- 2 fed hvidløg
- 1 håndfuld frisk koriander
- ½ stk rød chili
- 2 spsk. kikkoman naturligt brygget sojasauce
- 2 dl kikkoman panko-rasp
- 2 dl fritureolie/solsikkeolie
Tilbehør
- 1 håndfuld salat (eks. romesco, tomat, rød chili i skiver og mangoskiver)
- 2 stk burgerboller, gerne brioche
Fremgangsmåde
- Bland mayo og cremefraiche sammen med soja og tilsæt finthakket jalapenos, dild og forårsløg. Smag til med citronsaft og evt. mere soja. Lad det trække, mens du forbereder resten.
- Hak din fisk sammen med salt i en foodprocessor eller kødhakker - bland fiskefarsen sammen med finthakket koriander, chili og hvidløg. Rør æg og hvedemel i sammen med soja, indtil du har en jævn og fast fars.
- Hæld olien i en høj pande og skru op for panden på middelhøj varme - når olien er varm, hælder du panko i en dyb tallerken. Tag en skefuld fars fra skålen, form den til en lille bøf med to skeer og dyp den ned i pankoen, så den er godt dækket. Du vælger selv, hvor store de skal være - du kan lave en masse minibøffer eller en håndfuld store.
- Efter pankoen skal den steges gyldensprød på begge sider i 2-3 minutter. Steg dem 5-6 af gangen alt efter størrelse. Lad dem afdryppe på fedtsugende papir efterfølgende.
- Saml burgeren ved at smøre godt med asiatisk tartar-sauce på bund og top af burgerbollerne - tilføj salat og tomat, eventuelt tynde skiver rød chili og mango, efterfulgt af katsu-fiskebøfferne. Spises straks med fingrene!