Vaniljesyltede blommer
Nem og lækker sommerdessert!
Blommer har en ganske kort sæsonperiode, så hvis du står til knæerne i solmodne blommer (jeg plukkede selv 5,5 kg i år!), så er det ikke til at nå at spise dem alle sammen.
Og mens en røvfuld ryger i fryseren til marmelade, is og andre desserter senere på året, så skal en god portion altid bruges til syltede blommer.
Mere specifikt en lækker, parfumeret og nem sommerdessert - vaniljesyltede blommer med mørk rom!
Det er nemt, simpelt og klar på 20 minutter - de kan spises med det samme, men vinder mere smag efter et par døgn på køl!
Server med en god vaniljeis og så er der ikke et øje tørt.
Se med herunder:
Vaniljesyltede blommer
Perfekt sommerdessert!
6 portioner
15 minutter
Forberedelse: 10 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 5 minutter
Ca. 100 kcal pr. portion
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 5 minutter
Ingredienser
- 500 gram blommer
- ½ stk vaniljestang
- 250 gram sukker
- ½ dl mørk rom
- 1½ dl vand
Fremgangsmåde
- Halver blommerne og fjern stenen. Skær dem i mindre stykker, hvis du vil have lidt mindre 'bid'.
- Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland den sammen med sukker.
- Hæld sukkeret og vandet i en gryde og kog det op - lad det simre, indtil sukkeret er opløst.
- Læg de halverede blommer i sukkerlagen og lad dem koge op i lagen i nogle få minutter.
- Når du tager gryden af varmen, tilsættes den mørke rom og smages til.
- Hæld hele herligheden på skoldede glas og lad det trække i ca. 3 døgn. Herefter er holdbarheden alt fra 3 uger til et par måneder i køleskabet - du skal bare holde øje med det, og så længe det smager fint og muggen ikke er kommet, så er der dessert til folket!