Michelinguiden rykker ind i de amerikanske sydstater
Sydstatsgastronomi af fineste skuffe.
Det er officielt: Michelinguiden kommer til at dække det dybe syd. I et nyt samarbejde med Travel South USA lancerer den verdensberømte restaurantguide for første gang en regional udgave i USA – og det er de amerikanske sydstater, der får æren.
Det betyder, at delstater som Alabama, Louisiana, Mississippi, North Carolina, South Carolina og Tennessee nu får mulighed for at få deres lokale køkkener, restauranter og kokke vurderet med stjerner og anerkendelse i international klasse. Atlanta, som allerede har sin egen Michelin-guide, bliver en del af den nye helhed, kaldet Michelinguiden American South.
En region, der fortjener rampelyset
Med alt fra cajun og creole til slow-cooked barbecue og nyfortolkede soul food-klassikere, er sydens madscene en smeltedigel af smag, tradition og innovation. Og nu skal resten af verden se med.
“Køkkenet i det sydlige USA er unikt og formet af forskellige kulturer, der til sammen har skabt mange fantastiske specialiteter, tilberedt af passionerede og dygtige kokke,”
siger Gwendal Poullennec, international direktør for Michelinguiden.
Det er første gang siden 2005, hvor Michelin begyndte at udgive guider i Nordamerika, at de lancerer en regional udgave. Og det markerer et vigtigt skridt i retning af at fremhæve kulinariske oplevelser uden for de traditionelle hotspots som New York, Chicago og San Francisco.
Inspektørerne er i gang – og stjernerne venter
Michelinguidens anonyme inspektører har allerede påbegyndt arbejdet med at finde de restauranter, der skal med i den nye guide. De rejser i området, spiser inkognito, vurderer og sammenligner. De første udvalgte restauranter vil blive offentliggjort senere i 2025 ved en officiel Michelin-ceremoni dedikeret til American South.
Hos Travel South USA er man forståeligt begejstret.
“Vores region har længe fortjent global anerkendelse for sit enestående køkken,”
siger Liz Bittner, præsident og CEO for organisationen.
“Vi er stolte af at være den første amerikanske region, der får mulighed for at vise vores kulinariske kvaliteter frem i et internationalt format.”
En voksende nordamerikansk Michelin-familie
Med American South føjer Michelin endnu en guide til sin efterhånden omfattende Nordamerika-oversigt, der bl.a. tæller:
-
New York (2005)
-
San Francisco & Californien (2007 & 2019)
-
Chicago (2011)
-
Washington D.C. (2017)
-
Florida (2022–2026)
-
Toronto og Vancouver (2022)
-
Colorado og Atlanta (2023)
-
Mexico, Texas og Quebec (2024)
-
American South (2025)
Det understreger guidens ambition om at finde og fremhæve kulinariske højdepunkter over hele kontinentet – ikke kun i storbyerne, men også i de ofte oversete regionale områder, hvor lokale råvarer og traditioner spiller en afgørende rolle.