Mandekogebogen

Sådan laver du hjemmelavet æblemost

Gyldne dråber fra havens frugter.

Grundet den enorme varme i Danmark er årets første æbler så småt klar til at blive høstet. Hvis man når til et punkt, hvor man ikke længere kan spise, bage, sylte og konservere sig ud af sine råvarer i haven, så kan man altid lave dem til most!

Hjemmelavet og frisktappet æblemost er uden sammenligning den bedste most, du nogensinde kan få. Mange forskellige plantager rundt i Danmark har nogle velsmagende udgaver - eksempelvis Vesterhavsmost med deres sortsrene varianter - men hjemmelavet tager guldmedaljen. 

Det er faktisk ganske simpelt - den bedste måde er at købe en billig frugtpresser, som består af en tønde, en netpose og et stativ, som kan sætte dine frugter under pres. Er du selv lidt af et kreativt menneske, så kan du sagtens lave en hjemmelavet version!

Herunder får du de bedste tips og tricks til, hvordan du nemmest får udvundet den gyldne saft fra dine æbler.

1) Nogle æblesorter egner sig bedre til most end andre. Prøv dig frem med forskellige sorter - æblet skal være sprødt og saftigt ved sin modenhed. Eksempelvis Gråsten, Aroma, Cox Orange eller Ingrid Marie er sikre vindere. Jeg bruger den gamle sort, Beauty of Bath, som i min optik har den perfekte balance mellem sødme og syre. 

2) Umodne, små æbler i kurven er velkomne - de giver lidt ekstra syre til smagen

3) Æblerne må ikke være melede

4) Riv altid æblerne - du får mere saft udvundet og mindsker luften mellem æblestykkerne, når de er under pres.

5) Brug evt. lidt grønne rabarberstilke i rivningen - så kan du undgå, at mosten bliver for 'brun'.

6) De skal ikke skrælles, men kernehuset bør fjernes, hvis du eksempelvis bruger en juicer, da kernerne indeholder små mængder af blåsyre. Hvis de bare bliver kværnet, så kan kernehuset forblive.

7) Længere holdbarhed? Opvarm mosten til 80 grader i ca. 5-6 minutter - så kan mosten holde sig i 1-2 år! Jo længere du lader den simre ved temperaturen, jo mere smag forsvinder der.

8) Den bedste måde at bevare friskhed, smag og desuden sikre holdbarhed, er at fryse det ned i små portioner. 

Ellers er det bare med at eksperimentere!

ANNONCE
Udskriv opskriften

Hjemmelavet æblemost

Friskpresset og velsmagende!

6 portioner 30 minutter
Forberedelse: 30 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 0 minutter
Ca. 2100 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 10 kilo æbler

Fremgangsmåde

  1. Vask æblerne og fjern blade, brune pletter, små insekter og andre skavanker.
  2. Riv æblerne groft og hæld blandingen i frugtpresseren.
  3. Sæt æblemassen under pres og udvind saften i bunden. Fyld gerne på løbende, så der hele tiden er tryk på.
  4. Hæld æblemosten på flasker - det kan sagtens fryses. Æblemosten har en holdbarhed på ca. 4-5 dage i køleskabet.
Del

Seneste nyt

Annonce