Burger Boom: Århusianske greasy burgers på højt niveau
Saftighed og kvalitet, der går hånd i hånd.
Det er efterhånden svært at finde rundt i det enorme udvalg af burger joints rundt omkring i det danske landskab. Uanset hvor du befinder dig i landet, vil du finde et utal af forskellige takes på den samme, klassiske caféburger, mens en nyere trend har sat den hurtige, nemme men velsmagende burgere højt på menuen.
Her kan vi i denne omgang anbefale Burger Boom på Østergade i Århus, som har fokus på simple greasy-burgers. Burger Boom er flyttet ind i WeDo Burgers gamle lokaler og sørget for at føre faklen videre deres bud på nogle ret solidde greasy-burgers til den sultne forbipasserende såvel som den zombieramte tømmermændsdude.
Og for nyligt har de fået en kyllingeburger på menuen - en saftspændt fætter med paneret kylling, saftige burgerboller og rigelige mængder pommes frites. En sikker vinder til drengeaftenen eller fatale tømmermænd.
Som så mange andre burger joints i byen har restauranten den tilgang, at simplicitet er vejen frem. En af de ting som skiller sig ud fra resten af mængden ved denne, er at saftighed tydeligt er en førsteprioritet. Bollen er bagt med olivenolie og honning, mens kødet er skovkvæg fra Mols Bjerge, hvilket i kombination med en skarp agurkesalat, ost, bacon og lidt grønt giver en overraskende saftig kombination.
De smelter absolut hjertet på en gammel drengerøv med deres Boom Burger, der som navnet antyder giver smæk for skillingen – en kraftkarl af en burger med to bøffer, bacon, ost og diverse. Og her snakker vi altså ikke de papirstynde bøffer fra McD, men derimod nogle saftspændte bavianer fra glade køer toppet med et flammegrillet stykke ost. Dertil hører sig de klassiske pommes frites med lidt tørrede krydderier og et sprødt bid, som komplimenterer den saftige burger ganske fortrinligt.
Kødet er tydeligvis i fokus på denne kreation, og det er skønt med en kærlighed til råvarer, når man tænker på så mange andre fastfood-restauranter, som tænker kvantitet frem og kvalitet.
Der er noget herligt over den generelle trend med simple burgere med fokus på gode råvarer og solid smag – Burger Boom er absolut blandt top 5 af velsmagende burgeroplevelser i det århusianske byliv, og vinder sine point på sin perfekte balance på ’fedtethed’, konsistenserne og den saftige smag.
Tjek menuen ud på deres Facebook-side, og slå et smut forbi, næste gang den lille sult melder sig i det århusianske.