Dandan Noodles
Smagfuld og stærk kinesisk nudel-opskrift.
Hvis du leder efter en opskrift på en god, varmende og stærk nudelret, som er utrolig potent i smagen?
Så går du aldrig galt i byen med Dandan Noodles.
Dandan Noodles er en kinesisk opskrift på nudler med svinekød og chiliolie-sauce - og den smager fantastisk!
Den er faktisk utrolig nem at lave, men kræver bare lige, at man sammensætter nogle forskellige processer, før man har det endelige måltid.
Ideen med opskriften går ud på, at man laver sin egen chiliolie - og her kan du selv justere, hvor stærk den skal være - men i autentisk kinesisk kogekunst?
Så skal den gerne have lidt stikflammer på smagen!
Det får den i den autentiske opskrift fra røde chiliflager og sichuan-peberkorn - den sidstnævnte kan være svær at skaffe, så man kan til nøds nøjes med peberkorn eller undlade det.
Det bliver aldrig den samme parfumerede, citrus-pebrede smag, men det smager stadigvæk fantastisk!
Chiliolien bliver så kombineret med en sauce på soya, sesampasta og hvidløg.
Kødet steges med hoisin-sauce og samles til sidst i en skål med nudler.
Det er helt genialt - herunder får du min opskrift på klassikeren!
Dandan Noodles
Spicy nudelklassiker!
Ventetid: 10 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- 1 spsk. chiliflager, røde
- 1 tsk sichuan-peberkorn (el. almindelige peberkorn, kan undlades)
- ½ stk kanelstang
- 2 stk stjerneanis
- 1 dl smagsneutral olie
Kød
- 250 gram svinefars
- 1½ spsk. soyasauce
- 2 spsk. hoisin-sauce
- 1 spsk. riseddike (e. almindelig eddike)
Sauce
- 1 tsk tahin (sesampasta)
- 1 tsk hvidløg, revet
- 2 spsk. soyasauce
Nudler og pynt
- 150 gram æg-nudler
- 2 stk forårsløg
Fremgangsmåde
- Start med at lave chilisaucen. Hæld stjerneanis-kapslerne, kanelstang, chiliflager og peberkorn i en skål. Hæld olien i en gryde og varm det op til ca. 100 grader. Hæld den varme olie over krydderierne, som vil småboble lidt. Lad det stå og trække smag, mens du forbereder resten - eller endnu længere, for en mere intens smag.
- Når chilisaucen har trukket, blander du ingredienserne til din sauce - sammen med ca. 3-4 spsk. af din chiliolie. Mere eller mindre kan tilføjes efter behov - det er ikke meningen, du skal bruge al olien. Den kan eventuelt gemmes senere til andre asiatiske retter eller på pizza! Fjern kanelstang, stjerneanis og peberkorn, når den har trukket - men lad chiliflagerne forblive i.
- Bring en pande op på høj varme med en sjat olie og brun dit kød grundigt. Tilsæt soya, riseddike og hoisin-sauce og lad det stege og karamellisere. Kog eller tilbered nudlerne efter anvisningerne på pakken i mellemtiden.
- Læg 2 spiseskefulde sauce i bunden af to skåle - fordel de kogte nudler i hver skål efterfølgende. Fordel nu kødet i to skåle og resten af saucen på toppen. Tilføj eventuelt lidt mere af den rene chiliolie som et ekstra finish. Drys med forårsløg og rør det hele sammen inden servering.