Guide: Mad, hygge og oplevelser til Den Lille Kulturnat
Oplevelser med gastronomi i front.
Fredag den 14. marts fra kl. 16-20 vender Den Lille Kulturnat tilbage i København og Frederiksberg med sjove og inspirerende kulturoplevelser for børn. Men ingen eventyr uden en god bid mad undervejs! Her er fem steder, hvor I kan kombinere hyggelige oplevelser med lidt godt til ganen.
1. Kunst på barsel i Nikolaj Kunsthal
For forældre med helt små børn (0-2 år) åbner Nikolaj Kunsthal dørene til Lars von Trier-udstillingen Breaking Darkness i samarbejde med Kunst på Barsel. Her bliver dramatisk scenografi en sanselig oplevelse for både babyer og voksne.
Der er omvisninger kl. 16.30 og 17.30 ved kunsthistoriker Malou Solfjeld, og forældrene kan slappe af i loungen med puder og sækkestole – eller nyde en kop kaffe, et glas vin og snacks i caféen.
2. Sluk den lille sult på Folketeatret
På Folketeatret kan børn og voksne tegne efter model i flotte kostumer og få et kig bag kulisserne. Har man brug for en pause, holder foyeren åben med salg af pølsehorn, cookies og drikkevarer.
3. Skattejagt og lækkerier på CopenHill
Tag på skattejagt på CopenHill og find de ni skjulte poster på bakken – måske vinder I endda to timers gratis skitid! Samtidig holder baren åbent med både varme og kolde drikke samt lækre snacks.
4. Magi og aftensmad på Glyptoteket
Efter lukketid inviterer Glyptoteket børn og deres voksne på eventyr i vinterhaven. I kan tegne, lytte til historier om de frodige planter og gamle skulpturer eller bare nyde den magiske stemning. Skulle sulten melde sig, sælger caféen aftensmad til både børn og voksne.
5. Nyd en drink til søs med GoBoat
Tag med GoBoat på en 25-minutters sejltur med kaptajn. Alle børn får et sejlerarmbånd som bevis på deres eventyr til vands. Man kan tage egne drikkevarer med eller købe dem hos GoBoat. Husk, at turen kræver Kulturpas, og at tilmelding sker ved ankomst.