Høstet: Bornholmsk plantage genopfrisker kærligheden til havtorn med måske verdens bedste slushice
Genfind kærligheden til havtorn!
Man havde lidt på fornemmelsen, at den voldsomme popularitet omkring havtorn og det bittersure gule bær ville få en ende på et tidspunkt. Markedet blev nærmest mættet med diverse kreationer af havtorn - netop fordi man får det kastet så meget i hovedet, at man med disse trendsættende koncepter kan blive lidt fjendske over for det i sidste ende. Og det er lidt en skam, når bærret i sig selv er en alsidig fætter med masser af potentiale i smag og konsistens.
Sådan er det heldigvis ikke med Høstet på Bornholm, og selvom havtorn efterhånden har mistet sit momentum, så har Høstet formået at finde den gyldne mellemvej til at skabe et produkt, der forbliver aktuelt. De vandt blandt andet produktprisen til årets Sol over Gudhjem med deres syltede, umodne havtorn!
Det familieejede firma bringer havtorn-bærret i spil igen, og har efter deres tilflytning til øen i 2009 og efterfølgende autorisation til at dyrke bornholmske havtorn i 2013 skabt en fornyet kærlighed til den gule bærbusk. Høstet er et udmærket eksempel på, hvorfor man kan smage forskel i måden, hvorpå man behandler råvaren på - både før og efter høst.
Familien står selv for at drive plantagen økologisk og er selv med hele vejen i processen med grentriming, frysning og efterfølgende forædling af de fantastiske bær. Det resulterer i nogle produkter i den højere ende af prisskalaen, men ikke desto mindre i den højeste ende af smagsskalaen.
Foruden produkter såsom havtornskaller, juice, marmelade og sirup giver de også gerne en rundvisning i plantagen, hvor man afslutter en hyggelig tur i buskadset med en velskænket havtorn-drink - eksempelvis deres egen opfindelse, Bohato. Som navnet antyder, så er det en sammenslutning af “Bornholm” og “Havtorn” og “Mojito” - en helt i gennem fantastisk drink! Og her er der endda også udvalgt en nøje sort af mynte for at opnå den bedst mulige smagsoplevelse.
Det som trak mest kegler hos undertegnede var dog deres slushice - en simpel nedfrysning af deres havtornsaft resulterer i, hånden på hjertet, den bedste slush-ice jeg nogensinde har smagt. Den ‘eksotiske’ slushice fra barndommens svømmehaller med blå og røde farver er stadigvæk en sikker vinder, men havtorn-slushice er i en liga for sig selv!
Hatten af for familien Meisner, som har genopfrisket min hukommelse omkring, hvorfor vi overhovedet blev fascineret af havtorn i første omgang. Hvis du skulle slå et smut forbi Bornholm henover ferien, så smut forbi Høstet i Nexø - om ikke andet for årets sommerdrink, Bohato!
Se flere af deres produkter her: