Madværkstedet København danner basen for Årets Kok og Årets Tjener i 2025
Skarp konkurrence melder klar til 2025.
Til marts samles hele fødevarebranchen i København, når Madværkstedet 2025 slår dørene op i Lokomotivværkstedet. Her skal Danmarks dygtigste kokke og tjenere dyste om titlerne som Årets Kok og Årets Tjener – en årlig hyldest til de talenter, der løfter dansk gastronomi og service til nye højder.
Konkurrencerne finder sted på Madværkstedet
Madværkstedet, en eventbaseret fødevaremesse, er en ideel ramme for de prestigefyldte konkurrencer, mener brancheorganisationen HORESTA, der sammen med 3F står bag arrangementet.
- “Madværkstedet samler hele branchen under ét tag, og det giver en unik mulighed for at fejre de fremmeste talenter inden for gastronomi og service,” siger Pia Svane, uddannelses- og projektchef i HORESTA.
For de besøgende byder konkurrencerne på mere end blot underholdning. Pia Svane lover en intens og inspirerende oplevelse, hvor publikum kan følge finalisternes dedikation og samtidig få indblik i branchens nyeste trends og teknikker.
Gastronomisk frontløber
Danmark har de seneste år markeret sig som en gastronomisk sværvægter på verdensscenen. Det er en position, som HORESTA arbejder på at styrke gennem konkurrencer som disse.
- “Det handler om at fejre talent og sikre, at Danmark fortsat er kendt for gastronomisk kvalitet og enestående service,” understreger Pia Svane.
Konkurrencerne fungerer som inspiration for både erfarne og kommende stjerner i branchen og er med til at fastholde det høje niveau, som Danmark er kendt for.
Finalist: "Det bliver ikke større i Danmark"
Blandt årets finalister finder vi Magnus Brandenburg Carlsen, assisterende køkkenchef på den tostjernede Michelin-restaurant Alchemist i København. Magnus er et udpræget konkurrencemenneske og har store ambitioner for konkurrencen:
- “Det her er det største i Danmark. En sejr vil betyde alt for mig – ikke for hæderen, men for min egen selvforståelse,” fortæller han.
Magnus har allerede sat et intensivt træningsprogram i gang, hvor han flere gange om ugen øver sig sammen med sin elev. Hans mål er klart: At levere en præstation, hvor både hans håndværk og personlighed skinner igennem.
- “Jeg vil kombinere klassisk håndværk med nytænkning og kreativitet, som begge betyder meget for mig. Publikum kan forvente at opleve mennesker, der virkelig brænder for deres fag,” siger han.
Et samlingspunkt for branchen
Madværkstedet København, der arrangeres af MLDK Mærkevareleverandørerne og MCH A/S, løber af stablen den 11.-12. marts 2025 i Lokomotivværkstedet. Det bliver en unik mulighed for både fagfolk og madentusiaster at opleve de bedste talenter i branchen og få en forsmag på fremtidens gastronomi og service.
Så hvis du elsker gastronomi eller vil opleve dedikation på højeste niveau, er dette arrangement et must.