Whisky og røverhistorier #1: Highland Park og den famøse pink whisky
Det kræver is i maven at eksperimentere i whiskybranchen.
Når det kommer til den ædle proces at forvandle 'aqua' vitae aka. destilleret sprit til whisky, så handler det om at have is i maven. Det er ikke så meget selve destilleringsprocessen, som volder nogen former for problemer - den er som sådan lige til.
Det er nærmere selve modningsprocessen, som er den vigtigste og mest kritiske faktor i whisky-kreationerne. Man siger, at ca. 60-80 procent af smagen fra whisky stammer netop fra den trætype, man vælger til sit fad - selvom man lægger alkoholen på sherryfade, gamle vinfade eller andre krydsninger, så er det i sidste ende træets evne til at afgive smag, som er den afgørende faktor. Hvad der har ligget i fadet inden whiskyen, er yderligere smagsgivere, som komplimenterer den fine smag fra træet.
Men hvordan finder man så ud af, hvad man bør bruge til at pifte sine fade op med? Well, der er egentlig ikke andre muligheder at eksperimentere sig frem. Alt fra californiske vine til sherry og specialøl - mulighederne er mange.
Vi var til en whiskysmagning i denne uge med fokus på Highland Park, hvor vi fik en lille insider-historie om, hvordan denne proces kan være en farlig, følelsesmæssig rutsjebanetur for alle.
For det er jo ikke bare et forsøg, hvor man bare fylder én tønde op og ser, hvad der sker. Det kræver minimum 3 år, før man kan kalde det en skotsk whisky, og hvis man så har fundet et guldæg i sine eksperimenter - så er det lidt uheldigt, hvis man kun står med nogle få liter på hånden og nu skal vente 3 år på samme forsøg igen.
Faren er derimod også, at hvis det er ubrugeligt sprøjt, som har ligget på fad i 5 år, så står man med en række tønder, der aldrig bliver til whisky.
(psst. det skal lige siges, at det heldigvis ikke går til spilde. Det bliver i stedet destilleret til finsprit igen, solgt til franske parfumerier - og gensolgt som dyre mærkevarer og parfumer. Genialt.)
"Den er jo helt lyserød!"
Under Highland Parks små forsøg med specialudgaver og lignende fik de ideen, at man kunne komme alkoholen på portvinsfade. Sherry sælger ikke så godt, som det gjorde for 30 år siden, så forsøget var ligesom en nødplan, såfremt fremtiden bød på et underskud af sherrytønder.
Væsken blev destilleret og lagt på fade, hvorefter de blev lagt på opbevaring og glemt for en stund. Efter ca. 5 år var det tid til at se, hvad der indtil videre var sket med modningsprocessen. Tønden blev hevet frem, der blev lavet et hul i tønden og væsken blev hevet op. Da væsken blev hældt i glasset, fik alle medarbejderne et kæmpe chok.
Hvor man normalt forventer en ravgul eller mørkebrun nuance alt efter fadtype, så stod man i stedet her efter fem års investering med en whisky, der var fuldstændigt lyserød. Ikke bare et lyserødt skær, men en direkte candyfloss-lyserød, udrikkelig væske.
“Vi kan simpelthen ikke sælge det her!”, blev de alle sammen enige om, da smagen heller ikke just havde nået et acceptabelt niveau.
Chefen på distilleriet fik idéen: “Hey, hvad nu hvis vi donerer det til “Støt brysterne”-indsamlingen i Edinburgh? Den lyserøde farve passer helt perfekt!”.
Smagsprøver blev afsendt, og kort efter kom der et meget simpelt svar. "Nej tak" - Ikke en gang velgørenhedsorganisationen kunne se noget formål eller fornøjelse ved denne whisky.
Kort før alle tønderne blev kasseret til finsprit sagde chefen alligevel: “Prøv at høre her. Lad os nu bare lade tønderne ligge. Vi har plads nok i varehuset, så lad os nu se, om træet trænger igennem.”
Miraklet skete. Den pink farve forsvandt. Smagen blev afrundet og træet trådte igennem. Hvor længe skulle de vente? Whiskyen fik ca. 15 år på tønderne, og så stod Highland Park pludselig med deres nye flaske, Highland Park Fire, i hænderne - en whisky, som sælger som varmt brød, ligger i den dyre prisende og som blev rost til skyerne af whisky-connoisseurs over hele verden.
Se dét er smukt!
FIRE er en 15 år single malt, som kun har lagret på refill portvinsfade og aftappet i 28000 eksemplarer, hvoraf bare 852 er kommet til Danmark. Og med en pris på ca. 1999 kroner stykket, så viser den historie, at alt kan ske i den ædle kunst at brygge whisky!