Mandekogebogen

5 gastronomiske oplevelser til Kulturnatten 2024

Kultur i smagens tegn.

Den 11. oktober er det blevet tid til årets største éndagsbegivenhed, når Kulturnatten igen lyser København og Frederiksberg op og inviterer på sjove og stemningsfyldte oplevelser by night. Det hele begynder kl. 18.00 og varer frem til midnat, og undervejs er der heldigvis masser af muligheder for at få kildret smagsløgene med både tørt og de mere våde varer. Vi har fundet de fem bedste stop på vejen med mad og drikke i fokus:

Urter, fermentering og langbordsmiddag på BaneGaarden

På Kulturnatten inviterer BaneGaarden til en aften fyldt med inspirerende aktiviteter, der samler natur, mad og velvære. Dyk ned i fermenteringens kunst, hvor du kan lære at fermentere forskellige grøntsager og tage dine kreationer med hjem. Søren Ejlersen fra Aarstiderne deler ud af sin passion for vilde urter og bæredygtig madlavning, og du kan smage hans nordiske dhal og få tips til, hvordan du kan integrere vilde urter i din egen madlavning. Du kan også komme ned i gear med aftenyoga i det charmerende væksthus, eller nyd en grøn langbordsmiddag i samarbejde med Aarstiderne, et natmarked med kreativt håndværk og andre spændende aktiviteter.
 

Udforsk det skjulte Carlsberg

Kom med på en eksklusiv tur gennem det originale Carlsberg Bryggeri. Turen begynder i Grønnegård, går igennem det gamle bryghus og Skulpturhaven og ind i den hyggelige Carlsberg Bar. Her er du velkommen til at købe en forfriskning direkte fra hanen, inden en guide viser dig ned i den fascinerende lagerkælder 14 meter under jorden. Her åbnes der for det sælsomme Kirkerum og de hvælvede lagre fyldt med autentiske øltønder. Som noget unikt for aftenen viser vi Varslingscentralen, hvor Flyverhjemmeværnet i al hemmelighed holdt øje med fjendtlig indtrængen i det danske luftrum fra 1969-2004. Du slutter turen i vores Brand Store og bryggergård.
 

Smag på sortheden i Sankt Jakobs Kirke

Oplev Dantes inferno og smag på alt det sorte, når Dantes ord fra 1300-tallet møder nykomponeret musik af Lise Dynnesen i Sank Jakobs Kirke. Operaen opføres kl. 19.30 og kl. 21.00. Som en del af rejsen kan du smage på mørket med sorte tastings, blækspruttepasta, Dantes dybsorte drinks, sorte bornholmerkiks med irgrøn ost og meget mere, altsammen udviklet særligt til denne aften.
 

Besøg Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot

Hærens Officersskole byder indenfor på det normalt lukkede Frederiksberg Slot, hvor man bl.a. kan se Riddersalen, flagbalkonen og de smukke dagligstuer. Her vil kadetterne stå klar til at guide gæsterne og fortælle om slottets historie og livet som kadet på Officersskolen. Frederiksberg Slotskirke vil også være åben for besøg. På Kulturnatten er der også  åbent i officersskolens kantine, hvor man kan købe varm mad og kaffe/kage, eller besøg Kadetkælderen, officersskolens værtshus, hvor man kan nyde en øl og vand.

Streetfood, ølsmagning og fire-retters middag på Hotel- og Restaurantskolen (kræver tilmelding til nogle arrangementer)

Igen sørger Hotel- og Restaurantskolen for en spektakulær og velsmagende Kulturnat. Tag på en af stedets restauranter og få en 2- eller 4-retters middag. Køb herlige svamperetter og vildtgryde med mos i street food-boderne, eller tag til ølsmagninger – både en du kan køre hjem fra … og en du ikke kan. Du kan også nyde flotte cocktails og mocktails, og har du en sød tand, kan du blive klogere på verdens lækreste sukker eller besøge det store valby’ske kagebord.

Det eneste, du behøver for at deltage i Kulturnatten, er et Kulturpas. Kulturpasset koster 125 kroner. Tobørn under 12 år har gratis entré, når de følges med en voksen med Kulturpas. Et Kulturpas giver adgang til alle Kulturnattens arrangementer og fri transport med bus, tog og Metro i Hovedstadsområdet (zone 1-99) fra kl. 16.00 til kl. 04.00.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce