Anmeldelse: Ardbeg Uigeadail
Ardbegs mest raffinerede røg-whisky til dato.
Når vi taler om whisky i forskellige smagsprofiler, så er Ardbeg ikke for sarte sjæle.
Ardbeg er til dem, der elsker en god, tung røgsmag i glasset, og for mange kræver det lidt tilvænning.
Men når man først er kommet ind på kroppen af et destilleri som Ardbeg, så begynder verden at åbne sig i forhold til, hvad der er af muligheder i smag, når vi snakker røg.
Hvor den almindelige, gængse Ardbeg har en god, sodet undertone, så findes der også afstikkere i den helt tunge afdeling - vi snakker eksempelvis Ardbeg Scorch, som skyller ind over smagsløgene som et lejrbål!
En flaske i deres sortiment, som rammer rent igennem på alle tangenter, er i deres prisvindende Ardbeg Uigeadail.
En guldmedaljevinder ved diverse konkurrencer og en whisky, som statuerer et eksempel for mange, hvad røg kan bidrage med til en god malt-whisky.
Hvor jeg måske vil beskrive Scorch som det øjeblik, hvor man sidder i den forkerte vindretning rundt om et lejrbål, så er Uigeadail duften af nyoptændt grill, pølser på bålet og den helt rigtige fornemmelse af røg.
Selve aromaen i whiskyen, når den rammer tungen, er meget voluminøs og voldsom - som ofte er kendetegnet ved Ardbeg.
Man får i et splitsekund associationer til ufiltrerede cask strength-whisky, men smagene falder hurtigt på plads og åbner op for mere sarte noter under bølgen.
Smagene minder lidt om varme krydderier - krydderier man bruger i julebag med tung sødme og en let krydret undertone.
Akkompagneret af røgen fra start til slut naturligvis, som dog er tøjlet på en måde, at den ikke dominerer på en forkert måde - den understreger nærmere smagene og giver en base af røg, hvorfra de andre smage kan florere.
Det er en naturlig sødme efterfølgende, som komplimenterer røgen og julekrydderierne eminent - sødmen træder endnu mere i karakter i whiskyens finnish, hvor røgen dæmpes igen og smagene forenes til en mere nuanceret og parfumeret aroma af subtile krydderinoter og tørrede frugter.
Hvor jeg ville beskrive mange af Ardbegs kreationer som værende utæmmede genistreger (hvis man kan lide røg, that is), så åbner Uigeadail dørene for en kontrolleret røgeksplosion, som byder velkommen til selv de mere sarte whisky-begyndere.
Ardbeg Uigeadail er røg-whisky gået op en højere enhed - at kunne få den tunge røg til ikke at dominere, men i stedet være tæppet, som rulles ud under de yderligere smage som en smagsmæssig rød løber?
Det er altså imponerende.