Mandekogebogen

Balsamico møder vestkysten: Stauning Whisky lancerer ultra-limiteret Founders-whisky med blot 189 eksemplarer

Deres mest eksklusive lancering til dato.

Stauning Whisky præsenterer deres nyeste og mest eksklusive whiskyudgivelse til dato: "Founder’s Choice – The Chef".

Denne single cask whisky er personligt udvalgt af Henning Svoldgaard, en af destilleriets ni grundlæggere og tidligere kok. Med blot 189 flasker tilgængelige er denne limited edition et eftertragtet samlerobjekt for dedikerede whiskyentusiaster.

Lanceringen markerer samtidig starten på en ny serie af whiskyer, "Founder’s Choice", som hylder de unikke baggrunde og personligheder hos Staunings grundlæggere.

En hyldest til kulinarisk arv

"Founder’s Choice"-serien er skabt for at afspejle de ni grundlæggeres forskellige baggrunde, og "The Chef" er Henning Svoldgaards bidrag til denne hyldest. Som tidligere kok har han i denne udgivelse indarbejdet sin kulinariske arv, hvilket afspejles i whiskyens unikke smagsprofil.

Whiskyen er fremstillet af 100 % vestjysk gulvmaltet byg, røget med dansk lyng, og har lagret seks år hos Stauning. Lagringsprocessen begyndte i bourbonfade og blev afsluttet i et særligt Modena Balsamicoeddike-fad fra Acetaia Giusti, en historisk producent med over 400 års erfaring. Dette usædvanlige valg af fad giver whiskyen en unik dybde og karakter, der gør den til noget helt særligt i whiskyverdenen.

Med sin Balsamicoeddike Cask Finish fremstår "The Chef" som en banebrydende whisky med en smagsprofil, der sjældent ses. Henning Svoldgaard beskriver den som en whisky med rige noter af figen, sveske og umami, der udvikler sig til lag af kirsebær, citrus og ristet eg. "Denne whisky er noget helt særligt, både på grund af smagsoplevelsen og dens historie. Fra vestjysk lyng til italiensk balsamico har vi skabt noget unikt, der kun findes i disse 189 flasker," siger han.

Smagen af Staunings mest eksklusive whisky

Den eksklusive whisky er kendetegnet ved en kompleks og raffineret smagsprofil, der omfatter noter af lynghonning, bål, urter og en subtil umami, som balsamico-lagringen tilfører. Den dybe, velbalancerede smag understreger Stauning Whiskys innovative tilgang til smagsudvikling og deres evne til at sætte nye standarder på den danske whiskyscene.

Detaljer

  • Fremstillet af 100 % vestjysk gulvmaltet byg
  • Røget med lokal lyng
  • Først lagret i amerikanske bourbonfade
  • Afsluttet i Modena Balsamicoeddike-fad
  • Tappet ved fadstyrke på 57,9 %
  • Kun 189 flasker tilgængelige

Pris og tilgængelighed

"Founder’s Choice – The Chef" kan købes fra den 22. oktober 2024 på StauningWhisky.com samt i destilleriets butik. Prisen er sat til DKK 1.645 for 70 cl.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce