Beijing Beef
Nem hjemmelavet takeaway-klassiker!
Hvis du har cravings efter en hurtig omgang asiatisk, så går du aldrig galt i byen at efterligne klassikere fra populære takeaway-retter fra hele verden!
Denne gang har jeg kastet mig over min version af den populære Beijing Beef, som fås på den amerikanske Panda Express.
Tilpas snasket, cremet, smagfuld og utrolig nem - i al sin enkelthed en klassisk asiatisk styrfry, hvor man laver en lækker stickysauce med sød chilisauce, der svøber sig omkring lynstegt kød, peberfrugt og løg.
Simpelt og potent - det er en af de klassiske asiatiske opskrifter, hvor hele familien kan være med. Den er blot en lille smule spicy, men hvis du laver det til børn, kan du skrue lidt ned for chiliflagerne.
Man marinerer kødet i en blanding af majsstivelse og æggehvide, som gør, at det får en uimodståelig konsistens, der suger saucen til sig og blevet cremet, mørt og snasket.
Fang opskriften herunder:
Beijing Beef
Nem copycat-klassiker!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 15 minutter
Ingredienser
- 250 gram ribeye, flanksteak, tykstegsbøf, okseinderlår etc.
- 1 spsk. majsstivelse
- 1 stk æggehvide
- 2 stk løg
- 1 stk peberfrugt, røde
Beijing Beef Sauce
- 2 spsk. sukker
- 2 spsk. ketchup
- 3 spsk. soyasauce
- 2 spsk. sursød chilisauce
- ½ tsk chiliflager, røde
- 2 spsk. citronsaft el. æblecidereddike
- ½ tsk fint salt
- 1 tsk majsstivelse
- 1 dl vand
Fremgangsmåde
- Start med at skære dit kød i mundrette bidder og bland det sammen med æggehviden og majsstivelsen til en tyk, glasuragtig konsistens. Bland sammen med lidt fint salt og lad det stå.
- Skær løg i strimler og peberfrugt i mindre bidder og stil til side. Bland alle ingredienserne til saucen sammen og sørg for, at majsstivelsen er rørt ud i væsken, inden det skal varmes op.
- Varm en wok op med en sjat olie til høj varme - separer kødstykkerne fra den overskydende marinade og brun dem hårdt af i en brandvarm wok, indtil de er gennemstegte. Løft kødet op og læg til side for nu.
- Hæld en ny sjat olie i wokken og svits peberfrugt og løg, indtil de begynder at falde sammen i - 4-5 minutter - tilføj herefter saucen og lad det koge op. Tilføj også kødet og lad det hele simre og tykne. Smag til undervejs om det mangler salt, syre og chili.
- Serveres rygende varmt til ris eller lignende.