Bomboloni - italienske donuts
Den italienske donut med appelsincreme!
Donuts findes i mange forskellige former, størrelser, opskrifter og versioner.
Mange kender den bedst som en donut, der har et hul i midten - hvor den i det søde køkken bliver overtrukket med glasur eller chokolade og måske fyldt med creme og syltetøj.
Men donuts er også kager, hvor man ikke har hul i midten, men derimod udnyttet pladsen i donuts til at fylde dem med alskens lækre sager.
Eksempelvis jelly donuts.
Bomboloni minder meget om Berlinere i opbygningen, men Bomboloni har lidt mere luftighed.
Og jeg har i denne omgang kastet mig over en donut, som går under navnet Bomboloni.
I al sin enkelthed er en Bomboloni Italiens svar på en donut.
En bomboloni er en slags donut/kage, som er utrolig fløjsblød, luftig og meget medgørlig i forhold til at freestyle på fyldet.
De er luftige, bløde og lækre og dejen gør, at de hæver meget op under tilberedningen, så der er et stort hulrum, som kan fyldes med creme.
Jeg har i denne opskrift lavet bomboloni med appelsincreme, som giver en sødmefyldt, syrlig og cremet donut.
Opskriften er utrolig simpel og nem at lave - følg med herunder:
Bomboloni - italienske donuts
Luftig og cremet donut!
Ventetid: 1 time, 30 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- 2 dl sødmælk
- 50 gram smør, smeltet
- ½ stk vaniljestang
- 2 stk æg
- 260 gram hvedemel
- 20 gram gær
- 3½ spsk. rørsukker
- 1 spsk. majsstivelse
- 1 stk appelsin, økologisk
- 400 ml solsikkeolie, til stegning
Fremgangsmåde
- Hæld 1 deciliter sødmælk i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt den smeltede smør.
- Tilsæt 2 spsk. sukker, 1 æg og kornene fra den halve vaniljestang og rør grundigt rundt, indtil sukkeret er opløst.
- Hæld nu hvedemelet i skålen og ælt dejen enten på røremaskine eller i hænderne i ca. 7-9 minutter - den skal lige kunne slippe skålen, men må ikke blive tør.
- Læg dejen i en skål, som du dækker tæt med husholdningsfilm - lad den hæve i 1 time.
- Lav i mellemtiden appelsincremen - hæld 1 spsk. majsstivelse, 1,5 spsk. sukker, 1 æg, 1 deciliter sødmælk og saften og skallen fra en halv appelsin i en lille gryde.
- Lad det koge op ved svag varme, indtil det tykner, under konstant omrøring - lad det småboble et minuts tid, eller indtil den har den rette tykke og glatte konsistens. Lad cremen køle lidt af i en skål, som du dækker med husholdningsfilm for at undgå kondens - når den er let afkølet, hældes den i en sprøjtepose til senere brug.
- Når dejen har hævet, hældes den ud på et let meldrysset bord - rul den ud i en tykkelse af omkring 1 centimeter. Brug en udstikker til at lave dine donuts. Jeg brugte en udstikker på 8 centimeter i diameter, som gav mig 10 donuts. Når du har udstukket første hold, så samler du bare dejresterne igen, udruller og udstikker på ny, indtil du ikke har mere dej.
- Læg et viskestykke over dejcirklerne og lad dem efterhæve i 30 minutter.
- Varm olien op i en lille gryde til ca. 160-170 grader. Læg dejcirklerne i gryden 1 af gangen, så de vokser ret meget i størrelsen - vend dem af og til i olien, så de får en jævn stegning, i ca 1-2 minutter pr. donut.
- Lad dem kortvarigt dryppe af på en tallerken med køkkenrulle, hvorefter du kan vælge at vende dem i en dyb tallerken med sukker - det er en smagssag.
- Når de har afkølet en 10 minutters tid, tager du en lille kniv og stikker ind i siden på en donut og 'lirker' den lidt åben - put sprøjteposen ind og klem så meget creme ind i midten, som du foretrækker. Serveres lune eller afkølede.