Chicken Tenders
Knasende sprøde kyllingesnacks!
Fried Chicken eller kylling, som er blevet friteret, er en sand klassiker, når vi snakker fastfood, tømmermændsmad eller den hurtige snack.
Og mens man kan fange en pose hotwings eller friturestegt kylling ved nærmest hvert gadehjørne i disse tider?
Så vinder man altså ret stort på smagen, hvis man laver det selv!
Og det er ganske nemt.
Chicken Tenders er den nemmeste slags fried chicken, da man blot skal bruge kyllingebryst i skiver, som så skal vendes i en krydderiblanding i kærnemælk og til sidst dækkes i krydret mel og friteres.
Nemt enkelt og utrolig velsmagende.
Og tricket til at få den rigtige panering på din fried chicken, så det nærmest ligner flager af cornflakes?
Det gør man ved at lade kyllingerne beholde et godt lag af kærnemælksmarinaden på, når man løfter den over i melblandingen.
Herefter begraver man kyllingen i melet og klemmer sammen omkring den med hænderne - det skal nogle folder, kanter og 'snirkler' som gør, at overfladen ikke bare bliver en jævn panering, men med sprøde, knasende stykker.
Nemt enkelt og lækkert - du kan marinere dine kyllinger i alt fra 2 timer til natten over. Jo længere jo mere smag. Og kærnemælken er med til at mørne kødet.
Fang min opskrift herunder:
Chicken Tenders
Knasende sprøde snacks!
Ventetid: 2 timer
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- 300 gram kyllingebryst
- 3 dl kærnemælk
- 1½ tsk røget paprika
- 1 tsk fint salt
- 1 tsk friskkværnet peber
- 1 tsk cayennepeber
Coating
- 2½ dl hvedemel
- ½ tsk fint salt
- 2 tsk barbecue-krydderi, kan undlades
- 1 tsk bagepulver, kan undlades
- 1 tsk røget paprika
Fritering
- 4 dl fritureolie/solsikkeolie
Fremgangsmåde
- Del kyllingebrysterne i 3-4 aflange stykker. Læg dem i en skål og tilføj kærnemælk og de andre krydderier. Vend det godt sammen, dæk til med husholdningsfilm og stil i køleskabet i minimum en time, gerne natten over.
- På dagen hvor kyllingen skal steges, blander du alle ingredienserne til coatingen i en dyb tallerken. Varm olien op til ca. 170 grader.
- Løft kyllingestykkerne op af marinaden med en pincet enkeltvis og løft dem op i melblandingen - 'begrav' hver enkelt i mel og klem dem sammen mellem hænderne. Den overskydende marinade vil så skabe små folder og afstikkere på paneringen, så din kylling får lækre, sprøde overflader.
- Når olien er varm, friteres de 2-3 af gangen, indtil de er gyldne og sprøde - lad dem dryppe af på fedtsugende papir og server straks!