Mandekogebogen

Clafoutis

Den perfekte tærte til sæsonens frugt og bær!

Når bærsæsonen for alvor er i gang, så er der ikke noget bedre end at spise dem direkte fra køkkenhaven eller forvandle dem til lækre, søde desserter.

En af de ting, som er vigtigst for mig, når man bager med eksempelvis bær, er, at man bevarer så meget af frugtens oprindelige smag og lader den være den stærkeste spiller.

Eksempelvis en god rabarber-crumble!

Jeg har fået utallige kager og desserter, hvor det nærmest blot er farven, der er tilbage fra de stakkels bær - resten er bare sødt i sødt.

Og en af de kager, som er særdeles velegnet til netop at lade bær og frugt tale sin egen sag?

Det er den franske Clafoutis.

Den oprindelige måde at bage en Clafoutis på, er ved at bruge søde, lækre kirsebær - men du kan sagtens bruge dejen til alskens frugt og bær. 

Opskriften stammer fra det 19. århundrede og er blevet varieret i forskellig grad, siden sin oprindelse i Limousin-regionen. 

Selve dejen er lidt en mellemting mellem en hurtig sandkage og flan - blødt, men også med et lille bid. 

Den er cremet og bærrene er perfekt blandet sammen med dejen.

Og så serveres et stykke Clafoutis-kage ofte med lidt flormelis drysset på toppet og ofte en klat flødeskum.

Den skal lige sætte sig og få den rigtige konsistens efter afbagning - og derfor bliver kagen ofte blot serveret lunt. 

Du kan fint bruge solbær, stikkelsbær, ribs, hindbær, blåbær, kirsebær og brombær. 

Opskriften herunder er til en lille fransk desserttærte, hvor jeg brugte et kagefad på 20 centimeter.

Du kan også bare bruge den klassiske i 26 centimeter - og måske blot opskalere opskriften med en tredjedel. 

Fang opskriften herunder:

ANNONCE
Udskriv opskriften

Clafoutis

Fransk desserttærte!

6 portioner 50 minutter
Forberedelse: 5 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 45 minutter
Ca. 300 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 3 dl bær (eksempelvis kirsebær, solbær, brombær eller hindbær)
  • 2 stk æg
  • 100 ml sødmælk
  • 100 ml piskefløde (kan erstattes af sødmælk)
  • 80 gram sukker
  • ½ stk vaniljestang
  • 60 gram hvedemel

Fremgangsmåde

  1. Forvarm ovnen til 180 grader. Pisk æg, sukker og kornene fra vaniljestangen let luftigt, inden du vender sødmælk og piskefløde i blandingen. Si til sidst hvedemel i og vend det forsigtigt rundt til en ensformig masse.
  2. Smør et lille tærtefad med smør og hæld 2/3 af bærrene fordelt udover bunden. Hæld nu dejmassen ned i mellem bærrene og top af med de resterende.
  3. Bag den i ca. 40-45 minutter, indtil de begynder at blive let gylden i kanterne - lad den afkøle til lun inden servering for den optimale konsistens. Kagen vil løfte sig let i siderne, og ofte ikke i midten - det er meningen. Den vil falde sammen på plads, når den afkøler.
Del

Seneste nyt

Annonce