Ginger Chicken
Hurtig asiatisk hjemmelavet takeaway!
Asiatisk mad er bare en gudespise, og ofte kræver det ikke ret meget tid eller mange ingredienser at bikse sammen.
Specielt hvis man laver nogle klassiske takeaway-opskrifter og laver dem til en hjemmelavet version - eksempelvis denne Ginger Chicken.
En meget simpel ret, som består af broccoli, kylling og en sauce lavet med ingefær - en skøn og nem hverdagsklassiker, som kan laves på 15 minutter, eller hvor lang tid det tager dig at koge ris til tilbehøret!
Det er også en ret, hvor du kan bruge rester af kold kylling til formålet og vække det til live i en ny ret.
Simpel nem og smagfuld asiatisk opskrift - fang teknikken herunder:
Ginger Chicken
Nem hverdagsasiatisk!
2 portioner
15 minutter
Forberedelse: 5 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ca. 300 kcal pr. portion
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- 250 gram kyllingebryst
- ½ stk broccoli
Ginger Sauce
- 2 spsk. soyasauce
- 1 spsk. eddike (gerne fransk æblecidereddike)
- 1 spsk. ingefær, revet
- 1 tsk hvidløg, revet
- 1 tsk sukker
- 1 dl bouillon (eller vand)
- 1½ tsk majsstivelse
Fremgangsmåde
- Bland alle ingredienserne til din ginger sauce og lad det trække, mens du forbereder resten. Sæt også over til ris på dette tidspunkt, hvis du bruger det som tilbehør.
- Skær broccoli i mundrette buketter og blancher dem ved at dække buketterne med kogende vand i et par minutter - skær i mellemtiden din kylling i små tern.
- Varm en wok op med en god sjat olie. Svits kyllingestykkerne, så de bliver tilberedte og får lidt stegeskorpe - dræn de blancherede broccoli-stykker og smid dem i wokken i 2-3 minutter. Tilsæt nu saucen og lad det koge op - lad det simret i 4-5 minutter, indtil det hele er varmet igennem og saucen er tyknet og cremet.
- Server rygende varmt med hvide ris eller godt brød.