Mandekogebogen

Haveselskabet har lanceret haveelskerens ultimative guide til planteformering

Så skal haven optimeres!

Hvis du er typen, der allerede begynder at glæde dig til næste års havesæson? Så har Haveselskabet lanceret en spændende bog til dig, der også elsker at nørde med det grønne.

Er man bare begyndt en lille smule at finde en interesse for haven, planterne og blomsterne ud af køkkenvinduet , så ved man også hurtigt, at det ikke er nogen billig sag at forvandle en kedelig parcelhus-grund til et frodigt paradis for mennesker og bier.

Men det kan det faktisk godt være!

Omend væbnet med en større portion tålmodighed end den gængse havetype, kan man sagtens spare utroligt mange penge - netop ved at bruge teknikker med planteformering!

Mens du måske skal betale dyre domme for en plante på planteskole, kan du låne en stikling hos naboen eller i naturen af et træ, en staude eller andet grønt og tage det med hjem på matriklen - det tager så bare lige et par år ekstra, før det er etableret, hvor man på planteskolen køber etablerede planter.

Men hvis du er typen, der er tålmodighed og specifikke ønsker til haven, så er planteformering vejen frem - og nu bliver selve disciplinen pludselig overskuelig med den nye bog Haveselskabets bog om planteformering.

Det er en praktisk ‘lille’ bog på godt og vel 200 sider, som dykker ned i det lækreste plantenørderi, hvor man først får den nødvendige baggrundsviden om, hvilke formeringstyper der findes på markedet.

En spændende, omfangsrig fordybning i den fundamentale forståelse for, hvordan planter lever og agerer, og hvordan man kan formerer dem med de rette snit på de rette årstider.

Foruden den ambitiøse grundviden, som bør være pensum på enhver haveentusiasts boghylde, så viser den formeringsteknikken til over 500 forskellige arter - hvilket er en af de største selling points i bogen.

Konventionelle guides har ofte en tendens til at dække mange ting ind under samme paraply, hvor du så står med en meget specifik plante og ikke helt ved, hvad du reelt set gør med den - her går bogen i dybden med alt fra staudeformering af Asters til fomering af hasselnøddebuske.

Jeg har tidligere eksperimenteret med formering af stikkelsbærbuske, rabarber og frugttræspodning, og så har jeg endda ventet 4 år på at et rodskud fra et af kvarterets flotte mirabelletræ skulle give frugt i haven - og er man bare lidt interesseret i det grønne univers, er det en spændende gesjæft at fordybe sig i måden, man kan formere planter og få dem til at florere i haven.

Haveselskabets bog om planteformering er lige dele introduktion til nybegyndere og et omfattende leksikon til de øvede, hvilket er en skøn mellemting, hvor alle kan være med.

Den er bragende god til at forklare og dækker over alle de gængse ting, du kunne støde på i dagligdagens havehyggeri - en perfekt bog til under juletræet til en i din omgangskreds, som har grønne fingre!

ANNONCE

Antal sider: 191

Pris: 249 kroner

Del

Seneste nyt

Annonce