Her er designet på årets Aalborg Jule Akvavit 2020
Snapsen til årets julefrokoster har taget form!
Aalborg Akvavit er igen i år på banen med deres sæson-venlige akvavit, Jule Akvavit.
En af de ting, man altid kan vide sig sikker omkring, når det kommer til netop denne flaske? De bruger den samme opskrift til indholdet, som da den blev opfundet og første gang lanceret i december 1982.
Vi snakker masser af procenter og den famøse kommensmag, som giver en fyldig og aromatisk akvavit, der går fantastisk til de fleste retter på julefrokostbordet - især de lidt fede og cremede retter, hvor kommen-smagen lige kan brænde igennem!
Hvert år bliver designet på flasken dog anderledes og designet af forskellige personer - og 2020-udgaven er ingen undtagelse.
I år har Aalborg Akvavit samarbejdet med Brødrene Price, som vi kender fra de forskellige tv-programmer Spise med Price.
Selve indpakningen og flasken er blevet brydet af kogegrej såsom en øseske og en spatel, som skal vække associationer om, at julen - foruden familiehygge og julepynt - handler meget om madlavning og det at samles omkring et bord fyldt med mad.
Sådan lyder Brdr. Prices beskrivelse af deres valg af design:
For os er julen madglæde. Vi finder de store gryder og gamle opskrifter frem, ridser flæskestegen og fylder anden. Vi tænder lys i mørket og tæller ned til dagene, hvor vi samles ved bordet og lader traditionerne tage over. Fra julefrokosterne drysset ud over december, til den store julemiddag griber vi glasset og siger skål til hinanden. Og hvad skal der i glasset? Øl og snaps, som vi har drukket på de her breddegrader fra gammel tid. For julen er også snaps. Julesnaps. Glædelig jul!
Se det nye design i galleriet.