Mandekogebogen

Hjemmebagte grovbirkes

Kerneholdige, grove og smørholdige rundstykker.

Når der skal rundstykker på morgenbordet til weekenden, så er grovbirkes altid en af mine favoritter. 

En grovbirkes er den 'sunde' fætter til en tebirkes/københavnerbirkes - hvor en tebirkes er med remonce af marcipan og smør, så er en grovbirkes fokuseret på selve dejen.

Dejen bliver blandet sammen med lidt fuldkornsmel og en masse kerner - det gør, at man får et sundere rundstykke (sådan da!) på grund af smagfulde kerner og eksempelvis grahamsmel.

Jeg har tidligere eksperimenteret med wienerdej og lavet opskriften på de perfekte hjemmebagte tebirkes.

Og nu har jeg eksperimenteret mig frem til den perfekte opskrift på grovbirkes - luftige, bløde og sprøde. Fyldt med kerner og velsmag!

Du kan selv bestemme, hvilken slags kerner du ønsker i dine grovbirkes - som minimum vil jeg anbefale at bruge hørfrø som en af kernerne, da det oftest er dem, man finder i bagerens.

Derudover kan du bruge eksempelvis solsikkekerner, græskarkerner, rugkerner og lignende.

Hvor det kan være svært at få den rigtige luftige krumme på bagerens rundstykker, som bruger bagenzymer for at få den rette konsistens?

Så er grovbirkes velegnet til at blive hjemmelavet, så de bliver lige så gode - hvis ikke bedre - end hos bageren. 

Selve grovbirkes-dejen lykkes perfekt, når du har styr på udrulning af wienerdej. Og metoden til at folde birkes finder du lige herunder:

Billedguide til at udrulle grovbirkes og tebirkes

Det samme gør sig gældende for grovbirkes som det gør med tebirkes i forhold til, at du kan fryse de ubagte, udskårne grovbirkes ned i en frysepose og så bage dem på et senere tidspunkt.

Det er ret ideelt, hvis du gerne vil have nybagte rundstykker til din weekend!

Fang opskriften på nemme hjemmebagte grovbirkes herunder:

ANNONCE
Udskriv opskriften

Hjemmebagte grovbirkes: Det smørholdige rundstykke

Sprødt og luftigt!

8 portioner 1 time, 48 minutter
Forberedelse: 10 minutter
Ventetid: 1 time, 20 minutter
Tilberedning: 18 minutter
Ca. 350 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 160 gram hvedemel
  • 80 gram fuldkornshvedemel (groft rugmel, fuldkornshvedemel, grahamsmel, etc.)
  • 200 ml mælk
  • ½ tsk fint salt
  • 1 spsk. sukker
  • 20 gram gær
  • 30 gram hørfrø
  • 30 gram solsikkekerner
  • 100 gram smør

Fremgangsmåde

  1. Opløs gær i mælken og tilsæt hvedemelstyperne, sukker og salt. Derefter tilsætter du kernerne og ælter det godt sammen i nogle minutter.
  2. Hæld herefter den stadig let våde dej ud på et meldrysset bord og ælt lidt mel sammen omkring den, indtil du har en sammenhængende, fast dej. Lad den hæve under et viskestykke i 30 minutter.
  3. Når dejen er hævet, rulles den ud til en firkant på 30x30 cm. Læg dejpladen i køleskabet. Tag i samme omgang din smør ud af køleskabet og læg 100 g mellem 2 stykker bagepapir - bank eller ælt den til en nogenlunde firkant på 20x20 cm. Smid på køl.
  4. Når dej og smør er afkølet efter 10-15 minutter kan du begynde at samle wienerdejen - følg min billedguide til udrulning af wienerdej længere oppe i artiklen i tebirkes-opskriften! Der skal du blot følge udrulningsteknikken op til det punkt, hvor remoncen skal på.
  5. I stedet for at smøre remonce på dine birkes, lukker du blot siderne indover til midten, klemmer dem let sammen og skærer dem i portionsstørrelser.
  6. Herefter afbages dine grovbirkes i en forvarmet ovn på 190 grader varmluft i ca. 16-18 minutter-
Del

Seneste nyt

Annonce